Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Blaðsíða 147

145
rimeligvis en forkortet gudsformel (Gud hjælpe hans sjæl ell. lign.); men Skonvig læser kuþan
og har formodentlig ment, at her var tale om adjektivet ‘god’, som han sá ofte havde truffet i de
skánske indskrifter, idet han dog er uvidende om, at kuþan er akkusativformen, mens sun er
nominativ. Pá Flemlose-stenen har han rettet det for ham uforstáelige faaþi til faaþÍR.
Foruden de mangler, der optræder pá det epigrafiske studiums begynderstadium, má man
naturligvis ogsá regne med en rent menneskelig fejlkilde ved bedommelsen af Skonvigs tegninger.
Det uegale materiale, han har afleveret, finder næppe sin eneste forklaring i uegale belysnings-
forhold. En mand, der som Skonvig i lobet af kort tid undersoger sá mange indskrifter, kan ikke
altid være lige oplagt. Man vil gerne tilskrive nogle af Skonvigs dárligste tegninger en momentan
upasselighed eller træthed. Yi ved ikke, i hvilken forfatning Vrejlev-stenen har været, da den er
forsvundet. Det er ikke meget, Skonvig har fáet ud af den; men det skyldes muligvis selve ste-
nens og indskriftens tilstand, at denne afskrift er en af Skonvigs mest fejlfulde. Pá den anden
side undrer man sig over de mange fejl i den nu forsvundne gravsten fra Östra Hoby (fig. 187);
trods afskriftens ringe kvalitet, er man dog i stand til at give en sikker tolkning af indskriften,
fordi den i det væsentlige indeholder en ofte tilbagevendende latinsk formel; men Skonvig synes
mærkeligt nok ikke her at liave haft anelse om, hvad runerne fortalte. Hyby-indskriften og
Gunderup 1 er vel nok Skonvigs værste læsninger (p. 84, 60); om den fejlfulde læsning af den
endnu meget tydelige St. Köpinge-st., se p. 91.
Til forudsætningerne for bedommelsen af Skonvig horer ogsá kendskab til hans undersogelses-
metode. Vi har ovenfor gjort rede for, at han har máttet tage stenene i den belysning, de havde,
nár han kom til stedet, og vi er gáet ud fra som givet, at han har renset stenfladen eller ladet
den rense; men hvad har han ellers foretaget sig for at lette sig selv overblikket? Ja, det eneste,
han kunde gore, nár han ikke benyttede et klæde til at skaffe sig sidelys, var at tegne runerne op
med kridt, sáledes som Worm havde anbefalet præsterne at gore i de anvisninger, han lod udgá
til dem i det kgl. reskript af 1622 (jfr. p. 106). En sádan optrækning giver et udmærket overblik
over indskriften, især hvis runerne stár i slyngede rammebánd eller linjerne lober bustrofedon;
pá den anden side er en gal optrækning velegnet til at forvirre undersogeren mere end at gavne
ham1), og det er en seivfolge, at enhver optrækning kun bor foregá i det absolut bedste lys. —
Det er muligt, at Skonvig har medfort et stykke kridt, om ikke af andre grunde, sá af respekt
for Worm. Men om han nogensinde har brugt det, kan vi ikke vide; der er i alt fald to tilfælde,
hvor hans tegning synes at vise, at han ikke har trukket stenen op med kridt, da han i sá til-
fælde, sáledes som der er gjort rede for p. 58, 67, vilde have klarlagt problemet med forbindelses-
forholdene mellem to runelinjer.
Vi er nu náet sá vidt, at vi kan gá over til en vurdering af Skonvigs pálidelighed i runegengivel-
serne. Men det er dog værdifuldt forst at gore sig klart, at den runetegning existerer ikke, det
være sig af Skonvig, Abildgaard, Arendt eller Magnus Petersen, som man pá forhánd tor fæste
lid til. Tegningen er det subjektive udtryk for den págældende kunstners iagttagelse, og har vi
kun een tegning, er vi ude af stand til at ove nogen kontrol. Bevares, nu har vi vor sproghistori-
ske lærdom og vor viden om runeformer og indskrifternes almindelige indhold. Men alligevel,
der er mange forhold, som kan spille ind og forstyrre tegnerens objektivitet, bortset fra rent men-
*) Det var vel grunden til Wimmers modvilje mod denne metode (jfr. p. 118).
10