Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Qupperneq 150

148
tige runeindskrifter; venderuner, stupruner, binderuner foruden rene ‘karakterer’ dukker op i
de mer eller mindre meningslose afskrifter. A.M. 368 indeholder tegninger af 25 runeindskrifter;
af disse er et par som Galteland (I, 199) og Skollevoll (I, 203) fortræffelige, en to—tre stykker er
tálelige, men langt den storste part danner et helt umuligt grundlag for tolkning som fx. fByg-
land 2 (I, 216), Ámli (I, 201), Asvaldsnes (I, 201), Framvaren (I, 205) etc. — Blandt Peder
Alfsens farvelagte tegninger i A.M. 371 er der tre, til nod fire, gode Dynna (I, 218, hvor formen
dog er helt forrykt), Gran 1 (I, 219), fKjos (I, 222) og fBilden (I, 223) mod syv mer eller mindre
umulige læsninger.
Udstrækker vi sá sammenligningen ogsá til Soren Abildgaard, Langebeks udsendte tegner og
en for sin tid fortræffelig gengiver af middelalderlige gravsten, en kyndig læser af den vanskelige
minuskelskrift, vil vi se, at hans tegninger næsten i alle tilfælde, hvor han og Skonvig har gengivet
samme sten, betyder en tilbagegang i forhold til Skonvigs, hvad nojagtigheden i runegengivelsen
angár, selv om den rent tegnemæssige udforelse naturligvis er langt bedre (jfr. i ovrigt kap. 14).
Ovenfor (p. 146) har vi set, at Skonvig en enkelt gang kan stá sig mod Magnus Petersen-Wimmer.
Imidlertid — hvor fint Skonvig end klarer sig, nár han sammenlignes med andre runetegnere
og -læsere, sá bliver sporgsmálet om hans absolutte dygtighed dog det afgorende. Vi má vide, i
hvor hoj grad vi kan bygge pá Skonvigs tegninger, hvilke rekonstruktioner man tor tillade sig
pá grundlag af hans undersogelser. Det er sá meget vigtigere at fá dette sporgsmál besvaret,
som Skonvigs tegninger allerede har været genstand for tolkningsforsog, hvis resultater ikke er
fyldestgorende, fordi de págældende forskere ikke har taget hensyn til de forudsætninger, hvor-
under Skonvig má bedommes, eller har mistydet disse. Dette er sá meget mærkeligere, som det ene
toIkningsfors3g skyldes Orluf, der ifolge sagens natur var i hoj grad fortrolig med Skonvig og hans
tegninger. Ikke desto mindre opererer hans forsog pá at identificere den lille Sjorind-sten og
Skonvigs fTorup T (p. 56) med sá mange hasarderede slutninger, at man har svært ved at tage
det alvorligt (jfr. p. 141). Den anden Skonvigtolker er, som nævnt, Lis Jacobsen, der i en afhand-
ling fra 1940 gor Skonvigs Randers-sten og fHobro-sten til genstand for rekonstruktionsforsog,
uden at man kan sige, at hun har været meget heldigere end Orluf (se p. 48 og 52). Endelig har
Anders Bæksted i sin disputats givet en vurdering af Skonvigs tegning af f Gummarp-st., som
ej heller kan stá for kritik, jfr. p. 95.
Der er derfor al mulig grund til at slá fast, at ligesá pálidelig Skonvig kan være, nár det drejer
sig om en tydelig indskrift, ligesá usikker er han, sá snart indskriften byder pá vanskeligheder i
form af afskalninger eller forvitringer. Under hensyn til, hvad der ovenfor er sagt om hans under-
sogelser, stenens tilfældige plads, det tilfældige lys og vejr, mandens oplagthed etc., tor man ud-
tale som en fast regel, at enhver unormal rune hos Skonvig, enhver unormal sprogform hos ham
má betragtes med den dybeste skepsis, hvis ikke hans læsning og gengivelse bekræftes fra anden
side, og selv om hans tegninger indeholder gode, gangbare ordformer, er der trods alt ingen
garanti for, at der alligevel ikke stár noget andet. Vor skepsis má blive sá meget storre, nár vi,
som sket er p. 147, har været i stand til at anfore indskrifter, der stár endog særdeles tydeligt den
dag idag, men som Skonvig har læst helt forkert; her er blot grund til atter at nævne den smukke
sten i Stora Köpinge (p. 91), hvis indskrift — for at bruge et af Wimmers yndlingsudtryk — ikke
giver anledning til tvivl, og fordi Skonvig udtrykkelig siger, at bogstaverne kan man alle se klar-