Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Síða 151

149
lig; men stenen má alligevel have haft dárligt lys (jfr. p. 91, note 1), og Skonvigs tegning er et
skoleexempel pá, hvad dette kan betyde: netop fordi han sá’ bogstaverne sá klarlig, har han
været for hurtig i vendingen.
Nár Skonvig kan levere sá dárlig en tegning af en tydelig indskrift, hvad má vi sá ikke vente,
nár det drejer sig om udviskede eller læderede runer? Det kan da ogsá siges, at det intetsteds
er lykkedes Skonvig at give en pálidelig læsning, hvor det kan konstateres, at runerne har været
medtagne eller forvitrede. Ud fra den antagelse, at ingen af de af Skonvig undersogte indskrifter
idag kan være tydeligere, end da han undersogte dem, skal vi anfore et par exempler, idet vi helt
ser bort fra sá vanskelige stene som fx. Hyby (fig. 168), S. Vinge 1 (fig. 108), og blot holder os til
dem, der uden storre anstrengelse lader sig læse i et fornuftigt lys: Tillitse (fig. 1) har som top-
indskrift (stiubmoþur sina) kunu koþa, Skonvig læser: þenu goþa; toppen af en frit-
stáende sten fár altid den dárligste belysning; exemplet er desuden lærerigt, fordi Skonvigs
‘fornuftige’ fejllæsning vilde give anledning til en ‘helt sikker’, forkert rekonstruktion, hvis stenen
var forsvundet, og man kun havde Skonvigs tegning. Bregninge L (fig. 12): rejsernavnet Áse
er tildels læseligt idag, idet den nederste bistav af Þ, er bevaret, mens a-bistaven i sidste rune
er forsvundet; imidlertid hjemler indskriftens indhold, at rejseren má være en kvinde, hvorfor
man trygt kan gengive ordet (^)s(a); Skonvig læser +N ali. Gunderup 1 (fig. 103) er som
helhed vanskeligt tilgængelig; men Skonvigs tegning er overordenilig fejlfuld, og man ser hans
begrænsning, idet han slet ikke har vovet sig i kast med de store, svage runer i indskrifteus fjerde
og sidste linje. Strö 2 (fig. 195) er ligeledes vanskelig at læse, idet runerne er svage og overfladen
ujævn; Skonvig har da ogsá kun indskriftens tre forste ord rigtige; man kan heller ikke her lade
være at tænke pá, hvor fin en rekonstruktion, man kunde fá af hans læsning: faþÍR lit hukua
stan þusi uft tuþr ok aba, Fader lod hugge sten denne efter ? og Ebbe.
Vi skal ikke nævne flere exempler ])á Skonvigs negative resultater, nár der har været vanske-
ligheder ved læsningen, men det er i denne forbindelse værd at gore opmærksom pá, at det ogsá
har voldt ham vanskelighed, nár runelinjerne drejede, som fx. pá Iljermind 1 (fig. 93), hvor han
læser præpositionen auftin i stedet for det rigtige iftÍR, og at han har vist uopmærksomhed, nár
linjerne svingede om og endte i et lille slutord, giver Hunnestad 2 (fig. 181) og Valkárra (fig. 217)
exempler pá. En tredie ting, der maner til forsigtighed over for Skonvigs tegninger, er den om-
stændighed, at han undertiden læser ord — rigtige, olddanske ord — pá steder, hvor de ikke stár.
Exemplet ])ar excellence er Oddum (fig. 122), hvis indskrift begynder: þurulfs sati stain
uftÍR tuka, Skonvig læser: þuralfssati stina þusi auftÍR tufa. Hvorfra har han þusi?1)
Nár Skonvig samtidig har leveret sá mange udmærkede afskrifter, hvor man kan ná frem til
en helt eller næsten helt sikker rekonstruktion, er det ldart, at hver tegning bor bedommes for sig
under hensyn til helheden. Tager vi fx. Tullstorp (fig. 156), hvis indskrift er næsten fejlfrit gen-
9 Specialgennemgangen af Skonvigs danske tegninger
godtgor, at hans afskrifter har ikke sá fá unojagtigheder af
den art, der dog som regel er lette at korrigere for moderne
filologer, fx. aok (Bregninge L p. 26) for auk, risþi for
rasþi (Skovlænge p. 27), mens hans yndlingsfejl ellers er
rasþi for risþi, ligesom han oftere — til stort hovedbrud
for Worm — læser truk for trik (dræng); endvidere:
sina for sin (akk. mask., Glenstrup 1 p. 45, stan for stin
(oftere) sunin for sunaR (gen. sing., Grensten p. 65),
þusn og turui for þusi og þurui (Jelling 1 p. 74), saiti
for sati (Bjaresjo 2 p. 82 , rasti for rasþi (ÖVemmehög
p. 83' etc. etc.; vi træffer ogsá fejl som auftÍR for iftÍR
eller uftÍR. stin eller stina for stain, risþi for raisþi,
fejl der vel ofte má betegnes som sjuskefejl enten ved læs-
ningen eller under renskriften. Endvidere kan man sjældent
fæste lid til Skonvigs stungne runer eller til hans gengivelse
af skiiletegn.