Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Qupperneq 152

150
givet, men hvis ornamentik er een stor, dárlig fantasi, má man ikke sige: ornamentikken viser,
at belysningen má have været slet, altsá má vi nærme os indskriften med den storste mistænksom-
hed. Nej, ræsonnementet má blive: Skonvig evner ikke at fatte ornamentik, ligegyldigt om belys-
ningen er god eller dárlig, men indskriften, der stár langt fra kanterne, hvor den ellers kunde
have været udsat for stod og slag, indeholder regelmæssige runer fordelt i regelmæssige ord. Der
er derfor al mulig grund til at tro, at Skonvig i hovedsagen har opfattet og gengivet indskriften
rigtigt, selv om vi ikke — hvis ikke vi havde stenen selv — kunde være sikre pá, om der i virkelig-
heden har stáet uftÍR, aftÍR eller auftÍR, eller om han har overset et b i kuml.
Drejer det sig om en nu forsvunden sten, hvor Skonvigs tegning er vor eneste kilde, má man
forst danne sig et skon over dennes almindelige pálidelighed, undersoge, om der er ting, der tyder
pá, at der har været særlig dárlige lysforhold, om der er angivet forvitringer, slid eller brud,
idet man da i sidste tilfælde kan vente sig alt, blot næppe det rigtige. Som exempel vælger vi
fTorup M (p. 59), hvis indskrift bortset fra et enkelt ord giver god mening. Stenen lá pá Skon-
vigs tid i kirkegulvet foran alteret; foruden at stenen sandsynligvis har været slidt af menig-
hedens fodder, sáledes som det vel fremgár af det ‘bare’ stykke, Skonvig har angivet i anden
linje, var der sláet et stykke af i den ene ende, hvorved nogle runer er gáet tabt; hvis kirken kun
har haft vindue i korets sydside, kan belysningen have været tálelig, men alt i alt er det en sten,
hvor man ikke tor vente for meget af Skonvigs tegning. Af abnormiteter har den dog kun, (i
^sgutr og i g.f t) to ansur-runer med opadvendte i stedet for nedadvendte bistave; det er umuligt
at afgore, om der er tale om noget reelt, eller om der foreligger fejllæsning (eller fejl i renskriften),
og er det da for t eller +? I ovrigt synes rejsernavnet ikke at kunne give anledning til diskussion,
bortset fra, at det er umuligt at afgore, hvorvidt k-runen har været stungen eller ej; derimod er
man ganske overladt til Skonvigs forgodtbefindende med hensyn til rejserens tilnavn; man har
kun at konstatere, at uiþa giver udmærket mening, men man má ikke være blind for, at der i
virkeligheden kan have stáet noget helt andet. Det eneste ord, som ellers volder vanskelighed,
er Skonvigs kims:mantr; ligesá sikkert det er, at mantr er rigtigt, ligesá vist er det, at kims
er forkert. E. M. har foresláet at opfatte kims som fejl for kuns KITH>Knt-ii, mens Lis Jacobsen
(sml. DR. sp. 127) »af palæografiske(?) og indholdsmæssige grunde« foretrækker laks r+fH;
med de ovennævnte forudsætninger er det ikke muligt at afgore, om et af disse forslag har truffet
det rette, eller om der muligvis har stáet noget tredie.
Vender vi os til Randers-stenen (p. 47), vil vi med vore nuværende forudsætninger for forstá-
elsen af Skonvig let se, at denne tegning er overordentlig mistænkelig; stenens plads i fortovet
borger for den dárlige belysning, der formentlig i forbindelse med fodders slid har givet sig udslag
i Skonvigs mærkelige binderuner, som med sikkerhed giver til kende, at indskriften har været
vanskelig at dechifrere; det delvis skjulte stykke ved toppen tillader os kun at konstatere, at
her har stáet en eller anden form af præpositionen ‘efter’. Alt taget i betragtning má det beteg-
nes som uforsvarligt at forsoge at rekonstruere mere af indskriften end Skonvigs: rasþi stain
þasi.....miuk til fx. risþi (evt. raisþi) stin (evt. stain þansi ell. lign.), samtidig med
at man gor sig klart, at det med det forhándenværende materiale ikke kan nytte at filosofere
over, om miuk er adverbiet ‘meget’ eller adjektivet ‘myg’. Man henvises i ovrigt til exkursen
om Randers-stenen p. 48.