Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Qupperneq 156

Kapitel 7
TEKNIK
Blot et flygtigt gennemsyn af afbildningerne i Worms runeværk vil vise sá store forskelle fra
Skonvigs tegninger, at man i mangfoldige tilfælde pá forhánd vilde afvise den tanke, at disse
tegninger helt eller delvis kunde have tjent som forlæg for de trykte runebilleder. Det gælder fx.
Holm-st. Halland (I, 104), hvor Skonvigs naive tegning, der gengiver indskriften pá den udfol-
dede kantside, er blevet forsynet med en skygget fantasikontur, sá denne middelalderlige gavl-
gravsten nu optræder som en runesten af vikingetidstype, det gælder den lille Jelling-sten
(I, 98), hvor snittet hos Worm, en firkantet klods, ikke har meget til fælles med Skonvigs tresi-
dede sten, eller Grensten-st. (I, 76) og Gunderup 2 (I, 64), hvor tilfældige konturer, der er frem-
kommet ved, at en del af stenen er skjult, af træskæreren ophojes til reel kontur, og hvem skulde
tro, at Skonvigs barnlige hjort pá Hyby (I, 116) skulde kunne blive til det trykte billedes knej-
sende dyr? etc.etc.
Har Worm da haft andre billed-kilder end Skonvigs tegninger? Er det altid Skonvigs tegninger
— hvor disse findes —, der har dannet forlæg for gengivelserne i Monumenta? Stár vi over for
en enestáende samling af originaler og træsnit, der skulde sætte os i stand til at vurdere, hvad
en træskærer i 1600tallet kunde tillade sig af friheder over for sit forlæg? Og hvem er mesteren
— eller er der flere? — for alle disse illustrationer?
Inden vi imidlertid gár nærmere ind pá alle disse problemer, vil et par ord om illustrationerne
i Worms Monumenta og deres teknik være pá plads, og mátte de virke ligesá overraskende pá
læseren som oprindelig pá forfatteren!
Enhver, der har haft med Worms runeværk og dets billeder at gore, har altid talt om Worms
Iræsnil, og sáledes er det ogsá tilfældet i Jacobsen-Moltkes runeudgave. Ingen vil vel heller nægte,
at disse afbildninger frembyder alle de egenskaber, der forlanges af et træsnit: de indgár i texten
og er reliefsnit med samme hojde som textens typer, og der ses ikke aftryk af nogen glat ramme,
som det fx. er tilfældet med værkets kobberstukne titelblad. Men folger vi udviklingen gennem
Worms breve1), fár vi noget andet at vide.
At Worm oprindelig har planlagt kobberstukne illustrationer til sit runeværk, fremgár dels
af hans breve (jfr. ndf.), dels af et missive 17. dec. 1625 (Kanc.Brevb.), hvor kongen befaler
rentemestrene at forhandle med kobberstikkeren (dvs. Simon de Pas) om at stikke de gamle
x) De vigtigste herhenhorende breve er nu i oversæt-
telse givet som bilag til H. D. Schepelerns værdifulde af-
handling om Simon de Pas og andre kobberstikkere om-
kring Christian IV (Kunstmuseets Ársskr. 1951 (1952) p.
1-45), hvor en for os vigtig terminus imidlertid ikke er rig-
tigt forstáet af forfatteren.