Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Qupperneq 157

155
runemonumenter i kobber; endnu 1627 (Epist. 136) skriver Worm til sin ven Stephanius i Soro,
at han har samlet adskillige hundrede (centurias) runemonumenter, som skal stikkes i kobber
(æri incisa). 1628 (Epist. 141) fár Stephanius, som sidder og sysler med sin Saxeudgave og var
meget interesseret i Worms illustrationsexperimenter, imidlertid et brev, hvori det hedder:
Jeg har over 200 (ultra ducenta) runemonumenter ... Jeg sender dig to, skáret i træ (ligno incisa)
af en studiosus her. Utvivlsomt har Worm fundet ud af, at kobberstik blev for dyre — máske
har han ogsá fundet Simon de Pas for langsom — i alt fald har han villet prove, hvorledes det tog
sig ud med træsnit1). Med sádanne gengivelser, der pá grund af deres storre tydelighed mátte
være langt mere egnede til hans formál end kobberstik, har Worm sláet sig til ro; dette fremgár
formodentlig af nedennævnte brev fra 1636, skrevet, efter at han havde haft en forhandling med
kobberstikkeren i Soro, som Stephanius i et brev (Epist. 172) liavde rost som en flink og villig
mand, der ikke var begærlig efter smudsig vinding2). I dette brev fra juli 1636 (Epist. 173) skriver
Worm til vennen, at han har talt med dennes kobberstikker (sculptor): Jeres kobberstikker har
bragt mig dine (nl. tryk), og jeg har forhandlct med ham om mine; jeg havde dog ikke tænkt at
fá ham til at udfore mine runestene, men Simon de Pas havde brug for hans arbejde og bad mig
derfor undersoge, hvordan han stillede sig over for ham; men jeg ser, at han ikke er særlig varm
pá samarbejde. — Endnu 1641 (Epist. 214) diskuterer de to Lærde billedteknik; Stephanius har
udbedt sig priserpá forskellige billedtryk, og Worm svarer: Jeg har forhandlet med min anaglypta
om snit (sculptura cæstorum) ... Hvis du vil have dem i tin (in stanno), som mine billeder er (ul
meæ sunt icones), forlanger han 6 imperialer [rigsdaler], men i træ 12, og med Epistola 215
sender Worm Stephanius, hvad hans anaglyptes har udfort for Stephanii regning (tuo nomine),
syv imperialdaler — altsá formodentlig et tinsnit3).
Af Worms ovenfor citerede ord: in stanno, ut meæ sunt icones fremgár da med onskelig tyde-
lighed den overraskende oplysning, at hans runebilleder ikke er træsnit, men metalsnit, reliefsnit
i et blodt metal, som Worm betegner som tin (stannum), men som máske har været skriftmetal,
dvs. en legering af bly, tin og antimon. At det virkelig drejer sig om »snit« og ikke om »stik«, vil
p Allerede Joh. Bures 1624 udgivne Monumenta Sveo-
Gothica hactenus exsculpta gengiver 48 svenske runesten i
træsnit, jfr. Elisabeth Svárdström: Johannes Bureus’ ar-
beten om svenska runinskrifter p. 12.
2) Om denne anonyme kobberstikker skriver Schepe-
lern o.c. p. 31 f.: »Et langt interessantere Tankeeksperi-
ment er det at sætte Haelwegh i Forbindelse med den u-
kendte Sorostikker, som i 1636 ikke vil vide af noget Sam-
arbejde med Simon de Pas ... Man kunde tænke sig ...,
at Haelwegh som ung har virket et par Aar som Kortstik-
ker hos Lauremberg i Soro«. — Uanset at Lauremberg ikke
vides at have brugt nogen kobberstikker for von de Velde,
og bortset fra, at ethvert bevis mangler for, at Haelwegh
nogensinde har fort sin gravstik i Soro, skai den mere
sandsynlige antagelse fremsættes, at den anonyme kobber-
stikker er identisk med den (ogsá af Schepelern omtalte)
kobberstikker Sebastian Lehlin, der o. 1647 signerer et
stik: »Sebastian Lehlin f. Soer« CWeilbach), og som máske er
ophavsmand til det kobberstukne titelblad i Stephanii Saxe-
udgave, hvis 2. bind (Notæ uberiores) tryktes i Soro 1645.
Von de Veldes tilstedeværelse i Soro, der vistnok har
været meget sporadisk, har ikke overflodiggjort Lehlins
virksomhed, eftersom de Velde specielt var ansat som
kongens kobberstikker (jfr. Kanc. Brevb. 18. juni 1639) til
udforelse af Laurembergs Danmarkskort, som det lá maje-
stæten sá stærkt pá sinde at fá stukket. Som nævnt i
»Danmarks Kortlægning« p. 48 ff. fik de Velde vistnok al-
drig stukket eet eneste kort for Lauremberg, hvorimod
han udforte forskelligt arbejde for kongen; de fleste af de
ár, han var i Danmark, 1637—42, har han sikkert opholdt
sig i Kobenhavn.
3) Jeg kan ikke folge Schepelern, nár han (o. c. p. 35)
skaffer Worms formskærer en student som medhjælper,
idet han oversætter Worms brev til Stephanius: »Exspectat
[scil. anaglyptes] adhuc congiarium, qvod tuo nomine
studiosum qvendam, (qvis sit, ignoro) qvi opus ursit, ipsi
promisisse refert«ved: Han venter stadig paa en Godtgorelse,
som han siger, at en mig ubekendt Student, der har bi-
stáet ham med Brændingen (?), har lovet ham fra dig. —
Her er kun tale om en student, som Stephanius har sendt
formskæreren pá halsen for at skynde pá ham, formentlig
med lofte om en liden erkendtlighed.