Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Qupperneq 158

156
man let kunne se pá runebillederne, der i enhver henseende ligner træsnit; der er altsá tale om
overforelse af træsnitsteknikken til metalplade (jfr. nedenfor).
Med henblik pá den mening, man hidtil har haft om forekomsten af metalsnit af den her
nævnte art, er Worms meddelelse sá vigtig, at det er nodvendigt at tage sporgsmálet om dati-
dens brug af træsnit, metalsnit og »klicheer« op til undersogelse fra grunden af. En sádan under-
sogelse falder uden for denne bogs rammer; men da vi ovenfor har hort, at Worm 1628 eller for
har fáet skáret et par træsnit, og da han muligvis har anvendt disse træsnit i sit runeværk, má
vi dog prove, om det ikke skulde være muligt at udskille, hvor mange træsnit der findes i Worms
runeværk (og tildels i tidligere værker), og hvornár han er gáet over til snit »in stanno«, ligesom
vi má gore et forsog pá at klarlægge, om Worm har anvendt forskellige formskærere.
Det bliver derfor nodvendigt at forudskikke et par bemærkninger om datidens illustrations-
materiale, om ikke for andet sá til almindelig orientering for læsere, der ikke er fortrolige med
dette interessante emne.
Negativet til et træsnit, den sákaldte træstok, er en træplade, hvori det billede, der skal over-
fores til papiret, skæres i relief; det er de ophojede dele, der modtager og afgiver tryksværten,
mens de linjer og flader, som fremtræder hvidt pá papiret, er gravet ned i stokken. De træplader,
der anvendes, har samme hojde som bogstavtyperne, og en træstok lader sig derfor uden videre
indbygge i en textside og modtager tryksværten sammen med sidens bogstaver. Yærktojet er en
spids kniv samt eventuelt et stemmejern eller huljern til fjernelse af storre (fordybede) partier
(jfr. i ovrigt p. 159 note 2).
Negativet til et metalsnit er en metalplade — her for nemheds skyld kaldet metalstok —, der er
behandlet nojagtigt som træstokken. Billedet fremtræder i relief, de hvide partier (pá papiret)
er fordybede i stokken. Da de anvendte plader kun var nogle fá millimeter tykke, mátte de —
som almindelige klicheer nutildags — med som monteres pá træplader for at fá samme hojde
som textens bogstavtyper; sværtning og trykning er som ved træstokke1).
Ved en »kliché«, der altsá ikke má tages i moderne forstand, forstás en mekanisk overforelse
af et billede til en metalstok. Det foregik pá den máde, at man tog en afstobning af originalstok-
ken, og i den herved fremkomne matrice stobtes med skriftmetal den nye form, hvis udseende
ganske har svaret til en moderne stregkliché eller en »kopi« (jfr. nedenfor). I lighed med metal-
snittet mátte klicheen monteres pá en træplade for at fá typehojde; sværtning og trykning fore-
gik herefter som ved træ- og metalsnit.
»Kopien« er en mellemting mellem de to forste og den tredie billedmetode og i virkeligheden et
nyt, omend ikke originalt snit, idet den forudsætter en mekanisk overforelse, fx. ved kalkering,
af et billede eller en stok til en glat stok af træ eller metal, hvorefter billedet blev skáret af nyt.
En kemitypi — for ogsá at medtage den af Magnus Petersen anvendte reproduktionsmetode
(jfr. kap. 18) — er en kemisk behandling af en raderet zinkplade, hvorved kunstnerens tegning
b I modsætning til disse reliefsnit er kobberstik frem-
bragt ved gravering i en metalplade — ligesom en radering
ved ætsning —, sáledes at biiiedet i disse tilfælde fremtræ-
der fordybet i pladen (jfr. ogsá iitografi). Trykningen fore-
gár her pá den máde, at den færdige plade fár páfort et lag
tryksværte, som herefter fjernes fra den glatte overflade,
sáledes at der kun bliver farve tilbage i de fordybede linjer.
Dernæst fugtes papiret let, iægges over pladen og presses
sá hárdt mod den, at papiret tvinges lidt ned i de fordybede
(sværtede) linjer, hvorved billedet overfores. Man vil der-
for altid ved denne teknik kunne se aftrykket af selve pla-
dens rand i papiret; og skal der være text pá samme side,
má denne igennem pressen een gang til.