Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Blaðsíða 160

158
lille bog om Formskærerkunsten og Kobberstikkunsten (1844) p. 21 en passant bemærker, »at
man ofte har skáret i Messing eller andre Metaller, f. Eks. en Blanding af Bly eller Tin, med en
Tilsætning af Antimonium«.
Slár vi op i det danske hovedværk, Jorgen Sthyrs Dansk Grafik 1500—1800 (1943—49), hed-
der det kort og godt i forste bind p. 61: »Kobberstikket, som er i Stand til at give saa fine Detail-
ler, var jo ved Siden af Træsnittet med dets mere summariske Virkemidler den eneste Mulighed,
man havde for at faa Reproduktioner af Kunst, hvad enten det drejede sig om Mangfoldiggorelse
af Portrætter eller Gengivelser i Bogend).
Sidst har Schepelern været inde pá —■ eller rettere er gáet uden om — emnet, i den oven-
for nævnte afhandling fra 1952; han gengiver de samme Worm’ske breve, som vi her benytter,
men af hans oversættelse (p. 36) — stikke pá tinplader —• fremgár, at han (jfr. ogsá Arthur Hind)
ikke har været opmærksom pá, at der kunde være tale om en fra kobberstik forskellig teknik.
Delte kan imidlertid ikke bebrejdes ham, da Worms runebilleder falder uden for lians emne,
som er kobberstikkerne, og man kan ikke undres over, at heller ikke andre forskere har skænket
tinsnittene storre opmærksomhed, idet man netop skulde have dette Worm’ske citat for at vise,
at de har haft en storre udbredelse end hidtil antaget. Hertil kommer, at man, nár man fandt
billeder, der páviseligt var trykt med metalstok, altid er gáet ud fra som givet, at det drejede sig
om »klicheer«. Arthur Sjögren har behandlet denne side af reproduktionsteknikken2) og publi-
ceret aftryk af bevarede klicheer i Nordiska Museet, og i sin bog om Lorentz Benedicht (1920)
giver R. Paulli ikke blot exempler pá klicheer, men ogsá pá »kopier« og viser, hvordan man i visse
tilfælde kan skelne mellem disse to. Mens Sjögren i almindelighed udtaler, at man fra middel-
alderen har kendt til at tage aftryk i »lera, sand, gips, vax m.m.« (o.c. p. 74), giver Ursin (o.
c. p. 22) anvisning pá, hvorledes man kunde tage en afslagning (dvs. en afstobning af en træ-
stok): forst holder man stokken mod bly, der er lige ved at storkne, hvorved man fár en matrice;
herefter trykkes matricen ned i skriftmetal, ogsá i storkningsejeblikket, og »klicheen« er færdig,
parat til trykning, nár den er hæftet pá træklodser.
Resultatet af denne lille oversigt bliver da, at man vel kender tinsnit, men har anset dem for
kun at være brugt i ringe udstrækning og mest til smáting som vignetter, reskenindramninger
o.lign. Nár man har stáet over for tinstokke, har man betragtet dem som afstobninger, »klicheer«.
Heroverfor kan vi nu forelobig stille een samtidig kildes vidnesbyrd om, at et stort værk fra
1600árene med talrige træsnitlignende illustrationer (hovedsagelig) er udfort med tinsnit; og
samme kilde fastslár, at tinsnit kan fremstilles for den halve pris af, hvad et tilsvarende træsnit
koster. Nár hertil kommer, at det er umuligt for selv den dygtigste expert at kende forskel pá
et fejlfrit metalsnit og et dito træsnit, má man have lov at stille det sporgsmál, om ikke en del
af de snit, der nu gár under navn af træsnit, i virkeligheden er tinsnit? og mon ikke en del af det,
man har bestemt som »klicheer«, skulde være tinsnitkopier? Thi kan man ikke se forskel pá et
tryk af en tinstok og en træstok, er man naturligvis heller ikke i stand til at fastslá et tryk som
stammende fra en »kliché«, hvis ikke man kender originalen, eller særlige forhold gor sig gældende.
’) I sin afhandling (Kunstmuseets Ársskrift 1952—55), a) Fataburen. 1914. p. 73—104, Monogrammisten IM.
Det europæiske træsnit i 1400-tallet har Erik Fischer in- Nágot om áldre tiders klichétillverkning.
gen omtale af metalsnit.