Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Qupperneq 172

Kapitel 9
SNITTENE I WORMS MONUMENTA
Alle illustrationerne i Worms Monumenta er da formentlig udgáet fra Greys’ værksted, med
folgende undtagelser: det kobberstukne af Simon de Pas signerede titelblad, der er genanvendt
fra Fasti Danici 1626, og de i Worms to tidligere publikationer om Strö-monumentet og om Tryg-
gevælde-stenen anvendte træsnit af Strö-monumentet, Uppákra-st., Sjörup-st. og Tryggevælde-
st. samt máske Alsted- og Sandby-stenene pá Sjælland. Hertil kommer planities Haborina, som
Worm havde lánt af Stephanius (p. 164).
Til de danske mindesmærker, hvor der forelá tegninger af Skonvig, har disse tegninger tjent
som forlæg, bortset fra Jelling-monumentet, Runamo-klippen, Skárby-st. og Hunnestad-monu-
mentet. De sjællandske runeminder er sikkert gjort efter Worms egne tegninger (jfr. p. 117ff.);
anonyme er forlæggene for de bornholmske sten (p. 187), for Lund-sojlebase (Hasebard?, jfr.
p. 112) og for Gudum-st. (Alborg amt, jfr. p. 197), medens Læborg, Fovling, Vamdrup 1—2 og
de to Landerup-sten fra Ribe amt har tegninger af Laurids Bording' som grundlag. ÖHoby (p.
90) og Virgula erotica (p. 122) skyldes antagelig tegninger af Worm selv ligesom máske Stenalt
(p. 121 f.). Forlægget for Valkárra-st. er tildels Llasebards tegning (jfr. p. 101, 111).
Som foran nævnt er forskellen mellem snittene i Worms Monumenta og Skonvigs tegninger sá
stor, at vor tid, der lægger sá megen vægt pá nojagtighed i kopiering, har vanskeligt ved at fatte,
at kun de sidste har dannet grundlaget for de forste. Men ser man nojere efter, má man dog er-
kende, at der er et visst siægtskab mellem de fleste tegninger og de tilsvarende snit, og gár man
i enkeltheder, viser det sig, at forskellen blot er den, at tegningerne er hojst ubehjælpsomme,
gjort af en uovet og helt ukunstnerisk hánd, mens snittene er professionelle arbejder, der har
provet pá at hæve deres forlæg op i et hojere plan, hvor perspektiv, skyggevirkning m.m. er
undergivet de i kunsten herskende love.
Forklaringen er den enkle, men derfor ikke mindre mærkelige, at den kunstforstandige form-
snider, stillet over for Skonvigs barnligt naive tegninger, ikke har kunnet bekvemme sig til at
gengive dem linje for linje, streg for streg, ja, ikke engang rune for rune. Han har ærligt og rede-
ligt forsogt at bringe noget fornuftigt ud af dem og i hvert enkelt tilfælde at frembringe den rune-
sten, som han mente at kunne skimte bag de hjælpelose blyantsstreger. Det er hans professionelle
ære, der har drevet ham til noget, som báde han selv og Worm har fundet fuldtud forsvarligt.
At dette er rigtigt, fremgár dels af, hvad der p. 171 anm. 2 (jfr. p. 172) er sagt om Guldhorns-