Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Qupperneq 173

171
snittet, og dels af den særegne karakter, snittene efter de Bordingske tegninger har, især Læborg-
stenen. Thi det turde være sá temmelig sikkert, at forklaringen pá forskellen mellem de Skon-
vigske og de Bordingske »snit« ikke er, at en anden formsnider er kommet til, men derimod at
Bording med sine tegninger havde leveret forlæg, som formsnideren kunde respektere. De har
haft deres eget ansigt, og det er det, vi skimter gennem de her trofaste snit (jfr. p. 186).
Om Worms syn pá formsniderens resultater horer vi ikke meget; sikkert har han været tilfreds
med, at han fik brugbare illustrationer til en rimelig pris (p. 160); og han har utvivlsomt delt
sin ven Stephanii begejstring for disse tydelige og let overskuelige reliefsnit, der i virkeligheden
egnede sig iangt bedre til hans formál — og til Skonvigs tegninger — end kobberstik. Og det
er muligt, at dette er forklaringen pá, hvorfor kobberstikket af guldhornet fra den kun to ár
ældre afhandling ikke blev genanvendt i runeværket, men erstattet af et træ- eller metalsnit.
Nærværende bog giver en vistnok enestáende lejlighed til at sammenligne en række originalteg-
ninger og reproduktioner fra videnskabens barndom. Og resultatet er overraskende. Tilfældet kan
dog næppe siges at være en generalnævner for forholdet mellem tegner og reproducent, idet teg-
ningerne i vort tilfælde har været sá naive, at en formsnider med respekt for sig selv mátte kvie
sig ved at gengive dem trofast; men de ændringer og friheder, vor formsnider — med udgive-
rens billigelse eller i alt fald uden hans protest — har tilladt sig, er sá indgribende, at de trods alt
má vække forundring, ikke blot over for selve indgrebene, men over for princippet.
Og dog vil man forstá formsnideren bedre, nár man betragter kobberstikket af guldhornet i
den af Worm 1641 udgivne afhandling. Dette kobberstik er uden nogen tvivl stukket efter en
tegning, som er udfort af en dygtig, professionel tegner1), og selve stikket er gjort af en habil
kobberstikker. Besultatet er blevet en i hoj grad »forbedret«, dvs. af datidens kunstopfattelse
præget, afbildning, hvor der ikke blot ikke er gjort forsog pá stilistisk troskab, men hvor tvært-
imod alt oprindeligt stilpræg sá vidt muligt er sogt undertrykt. Det ses tydeligst i menneskeskik-
kelserne og hestene2); især de sidste er ganske realistisk gengivet — som man 1640 vilde tegne
en h’est — uden mindste forsog pá at kopiere hornets hestetype; hvis man onsker at se, hvorledes
denne i ovrigt velkendte hestetype fra folkevandringstiden har været fremstillet pá det af Worm
publicerede guldhorn, bliver man nodt til at gá til J. R. Paullis ca. 100 ár yngre tegning af det
sidst fundne guldhorn, og disse gengivelser publicerer Paulli ikke uden store undskyldninger,
som i nogen grad uddyber vor forstáelse af de »forbedrede« runestenstegninger i Worms værk: Det
er ikke, fordi jeg ikke kan tegne bedre, siger Paulli i fortalen til sit skrift, men han mener, at det
er hans pligt at aftegne hornets billeder sá nojagtigt som muligt, pá det at man ej skal forlede
antikvitetens kendere pá de urigtige tanker, »ligesom dette Horn maatte være fabriqveret paa
en saadan Tiid og Sted, da Konsten haver været i Floor«.
0 Se E. Moltke, i Fortid og Nutid XIX. 1954-56. p. 314 í.
2) Det er interessant at sammenligne snittet af guldhor-
net i Worms runeværk med kobberstikket. Begge er pá
grund af deres storrelse udfort i to plader eller stokke, det
sidste er en kopi af det forste og sandsynligvis udfort af
Greys, i alt fald af den samme snider, der har leveret hoved-
parten af illustrationerne til runeværket. I snittet — der
er nemlig intet, der viser, om det er et træ- eller metalsnit
— er endnu mere stilpræg gáet tabt end i kobberstikket,
forst og fremmest ved en storre detaillering (ansigter, hár),
men som kopi betragtet er det langt mere trofast end selv
de nojagtigste snit efter Skonvigs runetegninger, selv om
nogle figurer, især pá de mindre ringe er blevet lovlig brede;
men om nogen nojagtig kopi i vor forstand kan man ikke
tale. Ogsá her er fejl. I forste ring er de boldspillende mænds
bold forsvundet. Hvorvidt den syvende firbladsroset i
samme ring, hvor kobberstikket kun har sex, er en tilfoj-
else for symmetriens skyld, eller en korrektur fra Worms
hánd, kan ikke afgores. Det sidste er dog ikke sandsynligt,
da Worm formentlig i sá tilfælde ogsá havde rettet andre fejl.