Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Side 178

Kapitel 10
ALBERT HOLST
Albert Holst betegner et fornojeligt kapitel i runologiens historie. Ikke blot er han en mand,
der uden vaklen læser og afskriver selv vanskelige indskrifter, men han ved ogsá noje, livad disse
indskrifter indeholder, selv om hans transskriptioner snarest má kaldes parafraser.
Han gor sin indtræden i runelitteraturen med Bertel Knudsens slutbrev i Laurentii Asseroi
Inscriptionum Selandicarum Daniæ antigrapha 1621 (jfr. p. 108), hvor Knudsen pá grundlag af
Holsts aftegninger af Stenalt-stenens og Ulstrup (Grondal-, SVinge)-stenens indskrifter forsoger
sig som runetolker.
I Worms breve er han — uden navns nævnelse — omtalt i en epistel til Rasmus Reuther
(Rytter) 1622 (jfr. p. 114). Heri takker Worm Reuther for Runicis istis, som han har modtaget.
Han havde dem imidlertid alle pá nær een, meddelt ham af Nobilissima Foemina Anne Krabbe
til Stenalt [dod 1618] — formodentlig ved hans besog pá Stenalt (jfr. p. 122). Men de rober, siger
han, en tolker, der er meget ukyndig (rudem) i dette studium. Hvis han har fiere, gor dig da
urnage, for at jeg kan fá dem, især indskriften pá den sten, der findes i Grondal (SVinge 1); hvis
han har den, sá lad mig fá den. Men jeg er meget ked af, at de fleste af dem, han har sendt, ikke
er ordentligt beskrevet, og at der undertiden er indfojet characteres, som ikke er runiske, især
Starkatheri, som ikke er sáledes, som han skriver; men indskriften er pá latin og bor læses
pá denne máde: Starkaterus : pugil Sveticus1). Af samme grund er det klart, at den, der
stár pá Framlof kirkegárd, ikke er hugget med runer, men med latinske bogstaver, hvad tolke-
ren ikke har forstáet.
Det fremgár tydeligt ai' dette brev, at Albert Holst ikke stár hojt i Worms agtelse, og det vil
formentlig ogsá fremgá af folgende korte gennemgang af Holsts runologiske bidrag, at de ikke
var noget for Worm, der kun var interesseret i en nojagtig runelæsning og -tolkning.
Om Albert Holst ved vi, at han var glarmester i Hornslet, at han kunde læse (nogle) runer og
havde en smuk hándskrift. Allerede de sidste to færdigheder er egnede til at give ham en særstil-
ling blandt tidens glarmestre, og havde vi selv lidt af hans fantasi, vilde det ikke være svært at
spinde en ende om en forældre- og vennelos ung mand med et afbrudt studium, med en onsket
prædikestol erstattet af en glarmesterdiamant. Vi lader imidlertid den lærde hándværkers rune-
afskrifter tale for sig seiv.
Præsteindberetningerne fra Arhus stift indkom til bispen ifolge det kgl. missive af 11. august
1622 og sendtes af hojstsamme 1623 til kancelliet i Kobenhavn, hvorfra de overgik til Worm,
Jfr. p. 109 note 1.