Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Page 182

180
flid med at fremskaffe, hvad der tager sigte pá bonum publicum, Patriæ præsertim famam et
honorem og takker samtidig for tegningen af Vejlby-stenen (Vedelbyense), om hvilken han (i
modsætning til den længere nede i brevet nævnte Árhus-sten) udtaler, at den integrum inscrip-
tione nitet. Korset, siger han, lugter af kristendom, hvis det ellers er samtidigt med runerne,
hvorom han dog tvivler meget. Det bliver meget svært at klare Árhus-st., da den i det mindste
er beskadiget báde foroven og forneden, men indskriften er skrevet bustrofedon. Han beder
Bording finde ud af Frue kirkes grundlæggelsestid [da stenen var fundet der].
I september samme ár (Epist. 857) fár Bording atter brev: Jeg sender dig hans Magnificense
kanslerens brev til jeres lensmand, pá det at du kan skaffe dig vogn og andet nodvendigt til at
undersoge de gamle monumenter ... Jeg horer, at Hjarne konges smukke sten er i behold pá
Hjarno, hvis du har lyst til at tage derhen, sá ...
Det sidste brev i samlingen (Epist. 767) af 21. april 1648 adresseres til reverende Domine 11640
var det mi Bordinge] Uldborgum. Worm har da ábenbart af Bording fáet meddelelse om fHjer-
mind 2 og skriver i den anledning: Det har været mig' kært, hvad du skriver om Hjermind-st.;
jeg skal sorge for at fá noget at vide om den af en ven i det Viborgske ... Jeg gemmer den til et
tillæg til Monumenta Danica, som jeg har bestemt at foje til; men jeg ved ikke, om det nogen-
sinde vil se lyset pá grund af trykkernes træghed. Jeg er fuldt optaget af at revidere min
Musei Historia ...
I Laurids Bording havde Worm fundet en udmærket erstatning for Skonvig; som det vil fremgá
af folgende korte gennemgang, der má holde sig til snittene i Monumenta, da originaltegningerne
ikke kendes, har Bording i modsætning til Skonvig virkelig kunnet tegne; hvordan han var som
runelæser, vil folgende vise.
LÆBORG-STENEN
Malt hrd. Ribe amt (Worm p. 439, DR. no. 26).
E. M.s læsning:
Side A: rhafnukatufi • hiau ! runan : þasiaft
SideB: þurui • trutnik : sina
Ravnunge-Tue huggede disse runer efter Thyre, sin ‘dronning’.
Bordings læsning af denne indskrift, der endnu stár overordentlig tydeligt og dybt indhugget
— og som er aftegnet af de fleste af vore runetegnere, jfr. p. 225 f., 237, 239, — er fejlfri. Da
det lille, senere genfundne stykke med de tre forste runer af navnet þurui var borte pá Bordings
tid, har han naturligvis været afskáret fra at tegne disse tre runer, men de to sidste (ui) er nogen-
lunde forstáeligt gengivet pá snittet, hvor unojagtigheden kan skyldes formsnideren. Hammer-
tegnene er blevet lidt for spinkle, men selv klovhullernes antal er i orden, omend de er blevet til
ovaler. At Bording har haft evner som tegner, fremgár af, at mens runerne pá side B er gen-
givet ‘en face’, er de pá side A tegnet perspektivisk. Formskæreren har derfor haft et forlæg, der
i modsætning til Skonvigs tegninger kunde tilfredsstille hans krav, og at han virkelig i nogen