Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Qupperneq 185

183
Bordings læsning: Syvs læsning: Brunsmands læsning:
(h)æra : likærþr : æri:likærþr: æ(r)a : likærþr :
itæ(k)æbbissun kiæ^k^æbbi^-^ssun1) (u)ekrri • ttun
Meningen med indskriften er klar: her ligger NN. Bording markerer det nederste af en rune-
stav ved overste linjes begyndelse, hvor hjornet er sláet af; h er den eneste læsemulighed. Ad-
verbiet ‘her’ har da sikkert haft formen liæræ som pá 156 Tisted, verbet sandsynligvis stungent
k, altsá ligær. Herefter folger þr, som alle tegnerne har, og det er værd at lægge mærke til, at
Syv angiver et spatium foran þ. Topunktskilletegnet efter r má naturligvis være spor af eu rune,
der har været forvitret allerede pá Bordings tid. Alle tre aftegninger (selv Brunsmands vende-
rune af u) synes at give hjemmel for, at de forste runer i linje 2 har været 11, it, eller KI,.ki;
de tre herefter folgende runer har alle tegnerne fælles: +, æ, K, k (med kort bistav hos Worrn)
og +, æ, hvorefter folger bbissun (fordærvet hos Brunsmand). Heraf turde med sikkerhed
fremgá, at runerne efter ligær má indeholde den dodes navn (vi erindrer spatiet hos Syv), et
fornavn, som begynder med þr? og et efternavn, der ender pá bbissun. Da en fornavnsendelse
æk ikke er meget sandsynlig i denne forbindelse, har efternavnet snarest været kabbissun
(med fejllæsning + for 1), jfr. Tyge Kabbeson pá Ejsing-st. foran p. 66. Fornavnet kan næn-
somst rekonstrueres til þr [u ]it(h), idet t opfattes som fejlafskrift for %, eller eventuelt þr [u]it+,
idet + opfattes som fejllæsning for et korsskilletegn, der muligvis kan finde stotte i Bruns-
mands aftegning. Indskriften skulde da med uogen sandsynlighed kunne oversættes: Her ligger
Thruet Kabbeson2).
(t)S0NDER VILSTRUP-STENEN (LANDERUPENSE I)
Brusk hrd. Vejle amt (Worm p. 445, DR. no. 36).
Den meget forvirrede indskrift, der gengives pá snittet hos Worm, med runer, binderuner og
kragetæer imellem hinanden, viser, at Bording, pá hvis tegning dette snit hviler (jfr. foran p.
179), har stáet over for en i hoj grad forvitret og medtaget sten. Hans afskrift vidner ikke om stor
forstáelse af, hvad man kan vente at finde pá runestene, og tegningen bliver derfor mere be-
slægtet med nogle af de norske runetegninger end med Skonvigs, hvis nærmeste produkt bliver
Randers-st. 1 (p. 47). Ved hjælp af Abildgaards tegning 1772, livor kun ordene lit • kubl -þisi
er afskrevet, og af det bevarede stykke, kan de samme runer uddrages af snittets forvirrede hojre
runelinje. Af hele indskriften kan kun, med sikkerhed, folgende »sammenhæng« udlæses: NN.
lit i kubl i þisi i [kajurua haralt(s) ... rm ... faþ(ur) ..., nok til at vise, at en meget
interessant runesten, der máske har nævnt báde Gorm (?) og Harald, er gáet tabt.
') Af denne linje har Syv tre afskrlfter, der munder ud i
den her gengivne form.
2) Allerede Marius Kristensen har (AarbRibe. 1931. p.
641) med sporgsmálstegn foresláet at læse thruæt; men da
han beholder Worms læsning æbbissun, stár hans konjek-
tur uden begrundelse. Anders Bæksted gor (DaStud. 1935.
p. 51) med rette opmærksom pá, at man ikke kan fastslá
faderens navn som Ebbe. Worms transskription og over-
sættelse lyder: Hera liger Dritag Ebbis sun, d.e. Hic jacet
Dritag, Ebbonis filius. Han overvejer dog andre mulighe-
der end Dritag.