Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Síða 200

198
Af Gunderup-st. 2 er der to ved siden af hinanden stáende tegninger, der hver for sig frembyder
visse besynderligheder. Begge er, hvad stenomridset angár, kopier efter Worms snit, men pá den
ene tegning er runerne tegnet sáledes ind pá stenen, at der ikke er blevet plads til dem alle inden
for stenkonturen; de sidste sex (þur : sin) stár uden for stenen i runelinjens forlængelse. Pá den
anden tegning er der blevet plads til alle runerne i runerammen, dog kun fordi ordet sati er
glemt; det er tilfojet som korrekturrettelse til hojre for runerammen (under stin). Disse tegnin-
ger er ens gengivet i de to hándskrifter (blot falder hos Foss kun de fire sidste runer uden for
stenen pá den forste tegning). Dette ejendommelige forhold kan næppe forklares pá anden máde,
end at Mejer har været en stymper i tegnekunsten. Efter sit forste mislykkede forsog pá at fá
plads til runeindskriften i den efter Worm kalkerede stenkontur prover han een gang til. Begge
de kummelige resultater kopieres omhyggeligt af Jerne.
I begge hándskrifters tegninger af den store Jelling-st. (side A) finder vi pá samme máde
runerne faþur sin og urk (i tanmaurk) stáende uden for stenkonturen i forlængelse af de
respektive runelinjer. Ogsá dette forhold má da have været til stede i Jernes forlæg.
At ogsá Jerne kan tegne forkert og glemme viser folgende: Pá tegningen af Grensten-st. har
sikkert allerede forlægget glemt ordet bianaR (det sidste ord i indskriftens tredie linje), men
klaret det ved over skilletegnet sidst i den págældende linje at placere en lille cirkel som ‘sætter-
tegn’, gentaget overst pá siden, hvor det glemte ord er indtegnet med runer. Sáledes ogsá i
Jernes exemplar. Hos Foss finder vi vel ‘sættertegnet’ over skillepunkterne, men Jerne har
glemt at tegne runerne overst pá siden. — Pá Læborg-st. finder vi i Foss’s exemplar runerne
run i runaR korrekturagtigt tilfojet over skriftlinjen. Her er fejlen Jernes, thi i hans eget
exemplar stár alle runer i rammen.
Ingen af disse fejl og forglemmelser tjener imidlertid til at oplyse noget om, livorvidt der mel-
lem Mejer og Jerne har været indskudt en afskrift, og vi nodes derfor til forelobig at slá os til ro
med folgende slutning: Jerne har trofast kopieret Mejers runeoptegnelser, formentlig direkte
efter Mejers original. Jerne har indtegnet illustrationerne i Foss’s hándskrift samt et par udtrukne
runelinjer og nogle tabeller. Foss Iiar selv redigeret og skrevet texten i sit exemplar, utvivlsomt
direkte fra Jerne; máske har han af og til kigget i Jernes kilde.
Mens tilblivelsestiden for de to hándskrifter formentlig er anden fjerdedel af 1700’rne (Foss
levede fra 1670—1751), er Mejers samlinger sandsynligvis blevet til i lobet af en árrække. Under
Oddum-st. nævnes áret 1654 som tidspunktet for dens beskrivelse, og da fHjermind-st. 2 omtales
som fort til Kobenhavn, má optegnelserne om denne være fra tiden efter 23. aug. 1652; stenen
var pá dette tidspunkt, ifolge Worms egenhændige kvittering, ankommet til hovedstaden1) som
folge af de kgl. reskript af 9. februar 1652.
Nár man nu gennem de to bevarede hándskrifters sekundære — men dog, sá vidt vi har
kunnet konstatere, nojagtige — tegninger, samt de ledsagende texter vil soge at trænge bag om
dem til ophavsmanden for at kunne bedomme ham som runelæser, -tegner og -tolker, má det
forst undersoges, om nylæsningerne skyldes Mejer selv, dvs. om de er resultatet af hans person-
lige undersogelser og aftegning af monumenterne, eller om han har fáet tegningerne tilsendt fra
P'jfr. V. Hermansen: Runestenene ved Rundetaarn, i Hist. Meddel. om Staden Kobciihavn og dens Rorgere 3. rk. II.
1937.* p. 346 f.