Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Síða 211

209
Hvad er grunden til, at denne efterhánden trænede antikvar ikke kunde hamle op med sin
legneukyndige landsmand som runelæser? Thi ovenstáende vurdering taler kun om læsningen,
ikke om tegningernes kunstneriske udforelse. Svaret er allerede givet ovenfor: Det var munke-
skriftens flade reliefminuskler, der havde givet Abildgaard det store handicap over for de for-
dybede, ofte i grovkornet og forvitret granit ristede runer, og mens Abildgaard sikkert i alminde-
lighed har skaffet sig et táleligt lys til sine minuskelgravsten, har dette næppe været tilfældet
med runestenene, der oftest stod i det frie, forvitrede og lavbevoxede. Den, der selv har provet at
komme fra læsningen af fordybede indskrifter til reliefskrift eller omvendt, vil vide, at denne
overgang ikke er mindre end chokerende. Man husker endnu, hvor tom og fuldkommen tábelig,
man folte sig, da man forste gang stod over for en af de fá relief-runeindskrifter. Problemerne er
ifolge sagens natur omvendte, nár man gár fra fordybet til relief: her er det fordybede underord-
net, dér det væsentlige. Ved forvitring forsvinder det ophojede forst, og det kan derfor være over-
ordentlig vanskeligt, ofte umuligt at rekonstruere reliefbogstaver, nár kun rester af de fordybede
mellemrum er bevaret. Omvendt forsvinder runelinjerne sidst; men pá medtagne og forvitrede
sten kommer et andet forvirrende moment ind: naturlige furer og revner. Man skal kort sagt helt
omstille sig, nár man gár fra læsning af relief- til fordybet skrift, ja, ligesá kraftigt, som hvis
man gár fra et negativ til et positiv, eller fra et almindeligt negativ til et rontgennegativ. Denne
omstilling ldarede Abildgaard, reliefspecialisten, aldrig; derfor er fx. hans kopi af Sundby-ind-
skriften sá totalt mislykket, derfor opdagede han ikke, at indskriften pá 152 Galtrup-gravsten
var ristet med runer1) (jfr. p. 236 under Kruse); ved skæbnens ironi er hans sletteste runekopi af
en indskrift netop med reliefruner, 14 Bjolderup, der vil blive nærmere behandlet under Arendt
(p. 219); her er Abildgaards tegning sá forvirret, at man mistænker ham for, at han slet ikke har
opdaget, at der var tale om reliefruner. Man má derfor give Werlauff ret, nár han siger, at Abikl-
gaard »copierede, paa sin antiqvariske Pxeise, ogsaa adskillige Runestene, baade af dem Worm
har kiendt og andre; men maaskee ei altid med fuldkommen Held og Noiagtighedo1).
Naturligvis har det ikke fremmet Abildgaards nojagtighed som runetegner, at hans kendskab
til selve runeindskrifternes indhold og det gamle, danske sprog var meget mangelfuldt. Men en
fordybelse i hans tegninger kan ikke frigore for det indtryk, at han ikke pá langt nær har omfattet
runeindskrifterne med samme varme interesse som de kære minuskelgravsten, der med deres vá-
bener og navne gav ogsá ham et bidrag til fædrelandets historie. En folge af dette har sikkert væ-
ret en ofte noget summarisk og lidt for hastig behandling af indskrifterne (jfr. hans undersogelse
af Gunderup 2 p. 60). Ved indskriftlæsning betyder hastværk unojagtighed. Et meget oplysende
exempel pá, at Abildgaard ikke i al sin færd har været sá omhyggelig, som det kunde kræves,
giver hans kopi i Thott. 750 fol. efter hans egen originaltegning af Tryggevælde-stenen. Her har
han nemlig ikke blot to kopieringsfejl, men han har glemt ordet stain efter sati2).
Det vilde imidlertid være hojst uretfærdigt mod Abildgaard, om man forlod ham uden at sige
noget om hans runestenstegninger som tegninger. Springet fra Skonvigs blyantsgengivelser til
Abildgaards smukt laverede tuschtegninger er stort, fra krampagtig kamp med en genstridig
r) Abildgaards dagbog XIII [1767] bl. 52r. — Nordisk sig over, at Abildgaard har troet, at fraustain pá Sjelle-
Tidskrift f. Oldkynd. 1832. p. 319 note 1, jfr. ogsá Wimmer: stenen har betydet frádsten.
UT. p. 54—56, der bruger det meste af en side tii at korse 2) Jfr. foran p. 33 om Julskov-kladdetegningen.
14