Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Qupperneq 213

21 I
her ser man ogsá klart Abildgaards — det vil i denne forbindelse sige tidens — begrænsning:
Bispen og gudslammet er gengivet med sá stor en nojagtighed, som man kunde kræve pá dette
tidspunkt; for samtiden har den utvivlsomt stáet som ideel: mitra, stav, dragt og sko, lammets
glorie, kors og stilling, alt er i orden, men uden stenens ánd. Det er idealiseret tegning, tidsty-
pisk, om man vil. Fjernest fra originalen er gengivelsen af stenkarakteren; der er ikke gjort
forsog pá at efterligne granittens kornede overflade; stenmester Florders kamp for at losne bis-
pestaven fra bispens kábe er ikke ænset, og bispens brede, grove ansigt med de store, tomme
ojne, den brede, lave næse og det lidet markerede hageparti er pá Abildgaards tegning blevet helt
»moderniseret«. Dette bunder forst og fremmest i kunstnerens indstilling, men ogsá i uformuen-
hed, en uformuenhed der dog ikke kan dadles. Man kunde ligesá godt forlange, at en middelalderlig
maler skulde male realistisk, som kræve, at Abildgaard tro skulde male et romansk ansigt, en
bedrift, der ikke engang var Magnus Petersen beskáret. Vi kan forlade Abildgaards tegning af
Gesing-st. med beundring. Bedomt ud fra hans og tidens forudsætninger er den fremragende
ved sin troskab og nojagtighed, og runologisk har den ydermere den værdi, at den giver et
billede af den indskriftside, der nu er molesteret.
Vender vi os nu til det, der i vor forbindelse er det væsentlige, Abildgaards runegengivelse, kan
vi tage en lielt tilfældig tegning; thi bortset fra Abildgaards svigtende evne til at læse forvit-
rede runer, kan hvilkensomhelst af hans tegninger bruges som generalnævner, bortset fra Hovs-
lund-st. (I, 85), hvor han vistnok har anbragt sin indskrift i P. Lindebergs omrids (p. 69).
Skovlænge-st. (jfr. foran p. 27), som afbildes her, og som kan sammenholdes med Skonvigs,
Kornerups og Magnus Peterscns tegninger (I, 10 ff.), viser, at Abildgaard, ligesom sine forgængere
og til dels som sine efterfolgere, ikke er kommet ud over det skematiske. Stenens runer er ikke pá
nogen máde efterlignede, og der er ikke gjort rede for uregelmæssigheder, liverken i former eller
placering. Som ranke soldater marcherer runerne i normalformer frem pá rad og række, ramme-
linjer og hovedstave er som trukket efter en lineal. Stenens form er efterlignet, men ikke dens
struktur. Abildgaards runestenstegninger er, som Skonvigs og som Worms snit, runologiske an-
skuelsesbilleder, typiske, uden individualitet1).
Abildgaards tegninger og læsninger er endvidere Ejsing (p. 66), Oddum (p. 67), Horne (p. 68), Jelling 2 (p.
kommenteret íoran under Skovlænge (p. 27), f Julskov (p. 69), ,jfr. Bjolderup (p. 219).
32), Hune (p. 52), Gunderup 1—2 (p. 59 ff.), Assers sten i
14*