Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Qupperneq 214

Kapitel 15
MARTIN FRIEDRICH ARENDT
1773—1823
er ubestridt en af dansk sprog- og oldforsknings ejendommeligste skikkelser. Han blev fodt i
Altona 1773, studerede i Göttingen (naturvidenskab), var ansat 1796—97 som overkomplet elev
ved den Botaniske Have i Kobenhavn (opholdt sig dog mest pá Universitetsbiblioteket og især i
den Arnamagnæanske samling), vandrede flere gange pá sin fod gennem Europa, fra det nord-
lige Skandinavien til Spanien og Italien (forste rejse 1794) fortrinsvis sogende losningen pá runer-
nes gáde, indtil han pá en af disse rejser 1823 modte doden i en landevejsgreft nær Venedig.
Arendt, der var nojsom indtil det asketiske, opretholdt livet dels ved understottelser fra for-
máende venner i forskellige lande, dels ved som numismatiker, antikvar og bibliotekar at ordne
fyrsters og stormænds kabinetter og samlinger. Han har arbejdet báde for kejser og pave.
Ret et barn af rationalismens tidsalder var han, men næret af romantikkens ánd, en lærd
mand uden et bibliotek, realist med krav om selvsyn og dog en fantasifuld drommer om heden-
old. Dette i forbindelse med en veltalende begejstring, en ikke ringe selvfolelse1), et iltert, let
sárbart sind parret med et bizart ydre, en ophojet foragt for sit udseende og sin klædedragt,
gjorde ham pá een gang sogt og skyet, velkommen og uvelkommen, hvor han meldte sig for at
underkaste de ting en grundig undersogelse, han var pá jagt efter.
Det er ikke sá fá anekdoter, der gár om Arendts særheder og oplevelser, om hans ufrivillige
værters fortvivlede forsog pá for enhver pris at slippe af med denne antikvariske burre — en
norsk præst skal have muret hans skorstensspjæld til, sá han bogstavelig talt blev roget ud af
præstegárden.
Det har naturligvis heller ikke kunnet undgás, at der kom ondsindede rygter i gang om en mand,
der som Arendt havde sine meningers mod, og det báde om ting og personer, som fx. at han
skulde have tilegnet sig sjældne boger og monter hos sine værtsfolk, men disse historier tor man
trygt henvise til klafferiernes ildelugtende verden.
Den læser, der hastigt vil orientere sig nærmere om Arendts person, liv og levned, henvises
til P. E. Miillers nekrolog2), Fr. Thaarups Fædrenelandsk Nekrolog3), Harald Mortensens artikel4)
og sidst E. Moltkes, hvor godsejerne Teilmanns fyldige erindringer om Arendt meddeles5); her-
') Blandt hans efterladte papirer ligger et stærkt fugt-
plettet, flere gange sammenfoldet blad med læsning af
•Thanberg Runesteen paa Ringerige. — Forklaret af Nor-
ges Oldgransker MFArendt af Altona* 1817. — Pá den
ældste tegning (Vinje 1802) signerer han: Botanicus Martin
Fridrich Arendt, i ovrigt ellers kun med sit navn.
2) Dansk Litteraturtidende. 1824. no. 20. p. 309—20.
3) 1835—44. p. 166—75.
4) Vor Fortid III. 1919. p. 193—96.
5) Arv og Eje. 1957. p. 70—95. — Jfr. ogsá Bengt Hilde-
brand: C. J. Thomsen och hans lárda förbindelser i Sverige
1816—1837. I. 1937. p. 459—63.