Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Page 215

213
igennem vil man fá et ganske levende billede af denne antikvar, der kun levede og ándede for sin
videnskab.
I dette kapitel skal vi soge at trænge mere i dybden ved at underkaste Arendts efterladte rune-
tegninger og runetolkninger en nojere provelse.
I Nationalmuseets 2. afdeling opbevares Arendts efterladte papirer i en enkelt, lille folio pap-
æske, ordnet i 12 afdelinger af Finn Magnusen, der selv har gjort flittig brug af de runologiske op-
tegnelser i sin Runamo. Mange af papirerne bærer vidne om, at Arendt længe har gáet rundt med
dem i lommerne, andre — tegninger af runestene — bekræfter meddelelserne om, at han gemte
sine runetegninger i diger eller lignende steder nær den págældende runesten for at kunne kon-
trollere sin læsning ved et senere besog. I disse efterladte papirer ser man ogsá, at Arendts inter-
esser omfattede alt, hvad der var mærkeligt, og hans samlinger spænder fra tegninger og opteg-
nelser om forhistoriske minder, stene og genstande med runeskrift (dog kun — bortset fra guld-
hornsindskriften — fra vikingetid og middelalder), andre indskrifter (majuskler, minuskler),
kirker, deres bygning, inventar og gravminder, slaviske gudebilleder, kufiske og merovingiske
monter til grammatik, etnologi og historie, kort sagt i hoj grad svarende til Skonvigs samlinger,
nár man tager det norske hefte med; jfr. ogsá Soren Abildgaards promemoria gengivet foran
p. 207.
Der er næppe tvivl om, at adskilligt fra Arendts hánd vilde kunne findes ved nojere eftersog-
ning, især i Norge og Sverige. Thi gavmildt stroede Arendt om sig med sine kostbare oplysninger
til de mennesker, der viste ham venlighed, og som han kunde lide. I mangt et norsk præstearkiv
skal der nok ligge en tydning af en runeindskrift, en forklaring til en helleristning, læsning af en
klokkeindskrift eller beskrivelse af et fortidsminde, dog næppe noget, der kan ændre det billede,
vi allerede, ud fra de efterladte papirer i Nationalmuseet, er i stand til at danne os af manden
som forsker.
Hovedparten af disse papirer har Arendt selv aflevcret 1812 til det Kgl. Bibliotek med den klau-
sul, at de forst mátte gores tilgængelige for offentligheden efter hans dod.
Ifolge Finn Magnusens register til papirernes danske, norske og svenske rune-»afdelinger«
findes 10 danske runeindskrifter, 16 norske runesten, 9 andre norske runeindskrifter, 4 svenske
indskrifter og 7 blandede indskrifter, tilsammen 46 runeindskrifter.
Vi ved med sikkerhed, at disse kun repræsenterer en del — sikkert kun en ringe del — af de
runeminder, Arendt har undersogt. Sáledes beretter de Teilmannske erindringer, at Arendt har
malet runestene i Skáne op med forskellige farver, og det vilde være mere end mærkeligt, oin
Arendt ikke havde undersogt og tegnet flere runestene i Danmark end de 10, da han dog ofte har
gennemvandret Jylland. Vi ved ogsá, at Rask brugte Arendts læsning, da han gav sin tolkning af
Karlevi-stenen pá Öland, at en tegning af Norra Ásum-stenen i Skáne ligger i Collectio Rön-
beckiana XXI, Lunds Universitetsbibliotek, at Arendt har tydet Haddeby-st. 1—2 for prins Carl
af Hessen (jfr. nedenfor), og at han for Tham pá Dagsnás gav en tydning af Canterbury-formlen
(DR. no. 419); en kendt anekdote fortæller om hans besog ved Piræus-loven i Venedig1).
I de efterladte papirer findes to af ham selv udforte fortegnelser, begge fra slutningen af 1805,
x) C. C. Rafn: Antiquités de l’Orient. 1856. p. 96. Magnus Petersen: Minder. 1909. p. 46 f. H. Schiller: En originell herre,
Pehr Tham till Dagsnás. 1930. p. 123, 136 m. fl.