Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Síða 217

215
norske runetegninger bag sig og mátte betragtes som en trænet undersoger i marken. Den íindes
pá et folioblad páskrevet: »Tryggevelde Runesteen, nu ved Valloe Abbedie — 1807 Maii 3—6«.
Gengivet er stenens forside flankeret af de udtrukne runelinjer fra smalsiderne (forbandelsen)
og overst et skraveret tværsnit med linjeangivelse. Runelinjerne er betegnet — fra venstre mod
hojre A til G, uden hensyn til den logiske rækkefolge. Stenen, hvis grundlinje ikke er angivet, er
tegnet i V12- °g det er sáledes let at kontrollere dens málforhold, idet Magnus Petersens tegning i
Wimmers runeværk (II, 386 f.) er i samme mál. Det viser sig da, at Arendts mál ikke stemmer
helt. Man kan lægge de to huller nær venstre side pá hans tegning over de tilsvarende pá Magnus
Petersens, og venstre-siderne flugter da sá nogenlunde, ligesom tegningernes stentoppe dækker
hinanden, men runerne gár for langt ned, sáledes at den anden rune i þnnsi pá Arendts tegning
dækker den forste pá Magnus Petersens. Og stenen er — hvad der ses med det blotte oje — for
bred, 0. 4 mm, og forsoger man at lægge de tre huller nær hojre side over hinanden, viser det sig
at være umuligt; de to overste stemmer pá det nærmeste med Magnus Petersens tegning, men
det nederste falder nedenfor.
Betragter man runerne som helhed, falder det i ojnene, at Arendt har tegnet alle hovedstavenc
efter lineal, og de er gennemfort langt regehnæssigere end pá stenen; man sammenligne fx. auk
efter þnnsi, r i susíír; pá den anden side noterer man med fornojelse, hvordan Arendt trods
tendensen til det regelmæssige lægger vind pá at efterligne enkelte runer. Der er ganske vist ingen
grund til at begejstres over den rette gengivelse af det firkantede hoved pá m-runen eller f’ets
korte bistave, eller b med hovedstaven forlænget ud over bælgene; den slags kan vi ogsá — om-
end undtagelsesvis — finde hos Skonvig og Worm, men sammenlign fx. de to s’er i ordene ulfs
sati. Arendts gengivelse, to regelmæssige »lyn«, ligner ganske vist ikke de to uregelmæssige s’er
pá stenen; men det forste s er bredere end det sidste, og sádan er det ogsá pá stenen; her finder vi
da den spæde spire til det, der til slut skal blive den fotografisk nojagtige tegning, ikke blot med
hensyn til tegnenes »individualitet«, men Lil alle deres uregelmæssigheder. De bedst efterlignede
tegn pá Tryggevælde-tegningen er r-runerne, de dárligste u-runerne.
Ser vi dernæst pá læsningen, dvs. Arendts evne til at udskille de huggede furer fra tilfældige
ridser, er resultatet knap sá strálende. Allerede p. 118 er Arendts læsning stillet over for Worms
og E. M. s, og betænker man, at Worm var ganske uovet i runelæsning, vurderer man hans
indsats hojere, nár Arendts tegning lægges ved siden af. Ingen af dem har til fulde forstáet ind-
skriften. Selv om Arendt ikke har efterladt sig nogen »forklaring«, fremgár det med tydelighed,
at han ikke har kunnet tyde slutningen af den linje, der begynder med þnnsi eller begyndelsen
af forsidens hojre linje. Han har ikke kendt glosen klqmulan og har derfor med en punkteret
venstre-bistav til 1-runen overvejet en læsning kl^mutan. En utvetydig fejl er den glemte
11-bistav i nairbis og alle de punkterede k-runer, hvor (de ikke existerende) punkter dog kun er
antydet, ikke fast optegnede.
Et interessant træk er gengivelsen af ordet þnnsi Þtthl, hvis læsning (for at bruge et Wim-
mersk udtryk) má betegnes som hævet over enhver tvivl. Den objektive runelæser har derfor
blot at konstatere, at runemesteren har ristet forkert l'or þansi (ÞÞ THI eller Þ+thl); men Arendt
ved, at der bor stá en af disse former, gætter pá ÞÞ4HI, undlader derfor at trække den nederste
bistav gennem hovedstaven og punkterer en lille bistav over, sáledes at runen Þ fremkommer.