Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Side 218

216
Arendt er her faldet for den ofte omtalte fristelse, som fá epigrafer modstár ganske: at tegne,
ikke hvad der stár, men hvad der (efter tegnerens mening) burde stá. Nojagtig det samme gor
Magnus Petersen pá sin tegning til: Runehallen i det Oldnordiske Museum. 1868. ved George
Stephens, sandsynligvis ‘forledt’ af Stephens (jfr. p. 243).
Hvor morsomt at sammenligne Magnus Petersens af Wimmer reviderede tegning i DRM. II,
386, hvor det samme gentager sig pá en anden máde. Wimmer lader ganske vist Magnus Petersen
trække den nederste bistav gennem hovedstaven, men lader ham forflygtige eller fortone den pá
hovedstavens venstre side; den anden a-bistav er indtegnet et »passende« sted, sá %-runen fár
form som ti forbandelsens stain þg.nsi; den er pá tegningen vist som en svagere fure end dens
kontrapart; pá stenen findes den bare ikke.
Arendts tegning giver ikke et meget bedre grundlag for tolkning end Worms, bortset fra Worms
rafnhiltl sustun, som en moderne sprogmand dog let vilde gennemskue. Ingen af dem har
klaret auft (hauk þqmsi auft), þqi eller iþa hiþan; som nævnt læser Arendt iairbis for
nairbis, som Worm rigtigt har set (men træskæreren har glemt det forste i); pá den anden side
har Arendt rigtigt uar, ægtefælle, hvor Worm læste uil. Arendts tegning overgár derimod Worms
klodsede træsnit pá alle punkter; men det er et ulige sammenligningsgrundlag. Havde vi kun
bevaret Arendts tegning af Tryggevælde-stenen, vilde det være sá som sá med respekten for ham,
sá meget mere som han har spildt fire dage pá indskriften. Men de folgende tegninger fortæller
noget andet.
IIADDEBY-STENENE 1 OG 2
Gottorp amt (DR. no. 1 og 2).
Om Arendts læsning af de to Haddeby-sten skriver P. G. Thorsen i sit runeværk (I, 214, 215):
»Arendts kortfattede Beretning, som han indgav i Slutningen af 1807 om Stenene ved Luiselund
til sammes fyrstelige Besidder, og som endnu haves særskilt skrevet, blev i det væsentlige indfort
af J. C. Jiirgensen i Chronik der Stadt Schleswig (1822) S. 43—45« ... »Den mindre Stens Ind-
skrift har han rigtig, kun forstod han aldeles ikke A UI KNUBU, men han var da ogsaa saa
fornuftig ikke at indlade sig videre derpaa eller forsoge kunstlede Forklaringer; og om denne
Indskrift i Almindelighed dömte han, at den var »etwa 50 Jahre álter« end den större Stens, saa
heri ogsaa var et Fremskridt«. Mechanicus og dannebrogsmand Joh. Chr. Jiirgensen skriver o.c.
om samstavsrunerne pá no. 1: »Die geheime Schrift ... konnte Hr. Arend erst dann lesen, als
er einen Versuch bey mir sah ... worauf er denn ... an 6 Stáben die 6 Worte las: iaen han vas
Syur Maeyr trigr, welche er iibersetzte: und er war treuer als Sigurd!!!«.
Kun af Haddeby-st. 1 ligger der optegnelser i Arendts efterladte papirer, pá et lommebogsblad
(svarende til det, hvorpá hans Jellling-optegnelser er skrevet). Det indeholder dels en normaliseret
afskrift af runerne, hvor han kun har overset det punkterede e i samstavsrunerne, dels transskrip-
tion til oldsproget samt oversættelse til latin: »Inscriptio prolixior ac recentior Luisenlundana.
Thurlf risti stein thonsi, himthigi Svins, eftir Erik felaga sínn; ias varð dauðr tha tregiar (hos
Jiirgensen: drengiar) harða gódr sátu um Heida-bú. Ien han vas Synri mæir trygr: Thorolfus
incidit hoc saxum, Sveni familiaris (senere tilfojet: nutricius), in memoriam Erici socii sui; qui