Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Qupperneq 222

220
Den nette tegning af stenen, der vender den vandrette ende (der er stenens hovedende med
toppen af korset) nedad, ses p. 219. Men bortset fra den omhyggelige gengivelse af stenens
form, má man undres over, at tegningen giver sá lidt; thi af indskriften har Arendt ikke engang
kunnet læse sá meget som Preen, der i virkeligheden har leveret en sá udmærket afskrift af runerne,
at Rafn senere kunde give en rigtig tolkning af indskriften med den som kilde. Hverken har
Arendt set indskriftens begyndelse, ikke heller bemærket,
at k i ligir (som han læser likr) er stungen. Men ind-
skriften er ogsá med reliefruner, et sjældent fænomen
og ikke egnet til at gore læsningen lettere, fordi rune-
tegneren er vant til de fordybede tegn. At Arendt ikke
har set mere af livstræ-korset, hvis tre rodder voxer op fra
stenens rundede fodende, er der næppe noget at sige til,
da der skal det skarpest mulige sidelys til for at opdage
de to overste oxeblade, der i ovrigt ikke er set af nogen
tegner (ej heller af Wimmer). For Arendt havde Abildgaard
(1776) haft lejlighed til at undersoge og aftegne sten og
indskrift; han synes ikke at have opdaget, at den var med
reliefruner (jfr. p. 209). Heinrich Hansens tegning 1858 i
Thorsens runeværk (DaRun. I, 271) gengiver indskriften
rigtigt, bortset fra at de stungne runer ikke er bemærket,
og n’et er gennemstreget, men ikke blot er runernes karak-
ter og deres indbyrdes forhold bundunojagtigt gengivet,
ogsá korset er meget uheldigt opfattet; her er Arendts
tegning langt bedre. Rigtigt læst lyder indskriften:
ketil urnæ ligir hir
Kæld Urne ligger her
SNOLDELEV-STENEN
Tune hrd. Knbenhavns amt (DR. no. 248).
Arendts blyantstegning, 18,6 cm hoj (hele stenen), findes, med et tværsnit, pá et folioblad date-
ret 1810 Sept. 26—28 og páskrevet, ligeledes med blyanl: »Snoldelev-Runesteenen, conserveret
af Hr. Provst A. T. Rachlev — Længdc 4. F. 2 t. — Breede 2 F. 3 t. — Hr. Provstens Forklaring:
Til Gudeligt Brug — Uhelftis Sönner, Runalts og Tular — givet denne Höy!«.
Alt har Arendt set pá denne sten, alt som vedrorer runeindskriften, selv den lille, levnede bi-
stav af indskriftens sidste m, triskelen bestáende af de tre horn og' hagekorset naturligvis ogsá;
det svagt indristede bronzealder-solhjul, som forst Wimmer en dag tilfældigt opdagede, er dog
undgáet hans opmærksomhed.