Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Síða 229

227
f0r brudstykkets fremkomst — er afstanden mellem den supponerede r-rune og u i ui uforholds-
mæssig stor i forhold til afstanden mellem u og i, nl. 12 mm (her er Magnus Petersens selvstæn-
dige tegning hos Thorsen fornuftigere), pá den nye er afstanden kun 11 mm, ikke sá lille en
forskel, nár man tager i betragtning, at stenen er tegnet i 1:10.
Der er ingen tvivl om, at Wimmer har været i god tro, men der er heller ikke tvivl om, at der
her foreligger et eklatant bevis pá selv den fineste og under videnskabelig kontrol udforte teg-
nings svaghed som kilde. En helt anden sag er det lojerlige, at Wimmer ikke omtaler, at Magnus
Petersen forlængst havde givet den meromtalte r-top pá sin tegning i Thorsens runeværk; for-
mentlig er det undgáet hans opmærksomhed.
Vi skal slutte denne gennemgang af Arendts danske runetegninger med at nævne, at han i sin
gengivelse af Norra Ásum-indskriften, Skáne (dat. juni 1819), liar overset punkterne i p-runen i
hiapi, helt har misforstáet pronominet og verbet efter kirku, samt har tegnet ak for ok.
Nár vi efter denne génnemgang soger at sætte Arendt pá plads i runologiens historie, vil det
strax falde i ojnene, at der er sket en betydelig fremgang i billedgengivelsens naturalisme og noj-
agtighed: stenens form (tegningerne er næsten altid omridstegninger) og runernes placering er
gengivet med langt storre nojagtighed end tidligere, og læsningerne er underbygget af den storre
sproglige viden, som tiden og udviklingen har fort med sig. Vi stár over for en praktisk mand, der
kender til at hándtere en blyant, forstár at mále sten og runer ind pá papiret med en arkitekts
nojagtighed. Og dog er der langt til fotografiet. Runerne stár som — eller er sláet med lineal
ligesom rammelinjerne, særligt fremtrædende ved Norre Nærá, Snoldelev og Tryggevælde; der
er ikke lagt megen vægt pá, om en stav er mere eller mindre uregelmæssig, derimod fx. om en
k-bistav er krum eller lige, om r i indskrifterne har formen K eller R; det noteres nu, nár en a-
bistav sidder hojt eller lavt pá hovedstaven. Den tid, da en a-rune blot var en a-rune, en n-rune
en n-rune, er nu uigenkaldelig forbi. Ingen forsker vilde, med Arendts tegning af Norre Nærá
foran sig, være i tvivl om, at denne indskrift tilhorte periode 2,1. Det store fremskridt i Arendts
tegninger er, at han — stiliseringen til trods —- slár ned pá det væsentlige i hvert tegn, soger at
fastholde runernes individualitet; det er tydeligt, at netop det er hans mál. Lykkes det ikke altid,
skyldes det den menneskelige svaghed, der gor sig gældende i alt, hvad der udoves af menneskelig
hánd, des mere jo mere hánden má udfore.
Pá eet punkt er Arendts tegninger ikke anvendelige: de kan ikke bruges til finere runografiske
studier; man vilde ikke ved hjælp af dem kunne afgore, om to indskrifter var udfort af samme
rister. Men den indvending vil man længere fremme se rettet ogsá mod Magnus Petersen.
Arendts nojagtighed som runetegner var dels bestemt af et karaktertræk hos manden, dels lá
det i tiden. Ikke for ingenting er Arendt samtidig med Eckersberg, hvis nojagtighed i detailler —
i naturstudiet —- indledte en ny æra i dansk malerkunst. Der er i virkeligheden stor lighed mellem
et marinebillede af Eckersberg og en runestenstegning af Arendt — idémæssigt.
Arendt var den forste, ja, er vel den eneste runolog, der forenede tegneren og sprogforskeren i
een person (i Sverige gjorde allerede Bure det), og han var den forste, der understregede selvsy-
nets og den gentagne undersogelses betydning, et princip der dog forst atter kom i hojsædet med
15*