Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Qupperneq 235

233
3die Tillæg vil fremkomme fra mig, beroer paa Omstændighederne, min Levetid og det Helbred
Gud den Almægtige tildeler mig. At nedlægge Vandringsstaven, og sætte de gamle Apostelheste
paa Stald, er for Ojeblikket ikke min Hensigt.« Som vi ovenfor har set, náede den gamle endnu et
herregárdsværk med to tillæg — samt meget andet.
Samtidig med at Kruse arbejdede pá sine »Norrejyllands Mærkværdigheder«, var han privat
trádt i forbindelse med Finn Magnusen og C. C. Rafn, der begge sad som medlemmer af det kgl.
nordiske Oldskriftselskabs styrelse, og begge har, som nævnt, gjort brug af hans tegninger, forst
og fremmest de runiske. Derimod synes han at have haft et horn i siden pá P. G. Thorsen, hvis
forste runologiske rejse 1838 og besogene ved de norrejyske runestene dels har krydset, dels er gáet
forud for Kruses. Det fremgár bl. a. af et brev fra Finn Magnusen til Kruse (sammen med flere
andre fra samme indklæbet i andet bind af »Norrejyllands Mærkværdigheder«). Af disse breve,
alle fra 1842—43, ses, at Magnusen har haft alle eller de fleste af Kruses runestenstegninger1)
dels til gennemsyn dels til fremlæggelse i Oldskriftselskabet, af hvilket Magnusen tilbyder Kruse
at blive medlem, hvis han vil'levere tegninger og beretninger »til et antaget Belob af 50 Rdl.« een
Gang for alle (10. okt. 1843). I samme brev sporger han Kruse, om han má fremlægge hans teg-
ning af Skern-stenen ved et foredrag i selskabet i oktober eller januar. »Men da vil sikkerlig Hr.
Thorsen udbede sig Tegningen til Laans. Deri tor jeg ikke (mod Deres almindelige Forbud) foie
ham, men heller ikke nægte ham en simpel Afskrift.«
Vi skal ikke fordybe os nærmere i Kruses korrespondance og beretninger i almindelighed; del
allerede meddelte giver et lille begreb om hans alsidige antikvariske virksomhed, og at han med
de to tillæg náede sit mál: at komme i nærmeste kontakt med oldsagsstudiets arnested i Koben-
havn, at blive anerkendt af sagkundskaben.
Vi vender os derfor til runestenstegningerne, eller rettere -malerierne; thi hver runesten repræ-
senterer et smukt, lille maleri for sig, en gouache, sirligt og pertentligt udfort med dækl'arver,
hvis blá, rodlige og gronlige timbre soger at gengive stenens naturlige farve.
Nu má man huske, at selv om Kruse kommer efter Abildgaard og Arendt (livis tegninger han
ikke kendte), bor han som runelæser direkte sammenlignes med Skonvig gennem Worms illustra-
tioner; thi det var Worms snit, han rejste ud med (jfr. hans bemærkning ovenfor til hans rune-
stensundersogelser), og det er i forhold til disse snit, han kommenterer sine læsninger.
Det er lidt vanskeligt at sige, hvor Kruse i kunstnerisk henseende stár til Abildgaard. Abild-
gaard var tegner, Kruse maler. I almindelighed kan man sige, at Abildgaards tegninger af gotiskc
gravsten overgár Kruses, selv om der blandt dennes gravstenstegninger findes exempler, der stár
fuldtud pá hojde med og undertiden overgár Abildgaards. Derimod er Kruses runestenstegninger
alene ved deres maleriske kraft langt bedre end Abildgaards, det gælder især de sidste, hvor nye
toner klinger igennem, og som runelæser er han langt bedre, sikkert især fordi han gjorde sig mere
umage og tog sig mere tid. Han kunde ogsá selv lægge sit program.
Ialt foreligger der fra Kruses hánd 49 runetegninger i de tre bind (samt de to lose af 132 Flejs-
borg og 103 Hvidbjerg). Heri indgár to tegninger af 131 Árs og 53 Gylling (af for- og bagside),
og af 56 SVissing 2, 81 Skern 2, 115 Randers 1 og 156 Tisted er der dobbelttegninger (fra to for-
skellige besog).
x) Nogle bestiller han selv kopier af; 15. dec. 1843 takker han for 21 tegninger, som han betaler med 21 Rbd.