Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Qupperneq 236

234
Gennemgár vi nu disse gouacher for at se, om der finder en udvikling sted, konstaterer vi, at
de alle rent malerisk er præget af den storste omhu og sirlighed — det gælder ogsá Kruses farve-
stærke arkitektoniske malerier — der ofte manifesterer sig ved brug af flere farver for at ramme
granittens spættede karakter. Dette træk er mest fremtrædende i tillægsbindene fra 1856—57.
En sten som 109 DAlling er i den henseende et helt lille kunstværk med farver i grát, rodligt og
lidt hvidt (desværre kommer disse farver slet ikke til deres ret i de lidt blege, sort-hvide klicheer,
jfr. nedenfor p. 236). Der er sáledes tale om en udvikling fra det mere skematiske mod en artistisk-
naturalistisk opfattelse. Det samme gor sig i udpræget grad gældende i runeindskrifternes gen-
givelse. I sá at sige alle de tidligere gouacher i bind II (1852), hvoraf mange er fra 40’rne, er ru-
nerne blot tegnede pá stenfladen, ligesom lagt oven pá den, med mork eller helt sort farve, men
allerede ved 71 fHammel 2 er der lagt hvide lysstreger til de sorttegnede runer, sáledes at man
virkelig fár indtryk af, at de er hugget ind i stenen, og de fire reliefruner pá 51 Handbjerg-font
er grá med sorte skyggestreger. Denne teknik, der forst træffes fuldt udviklet i Heinrich Hansens
kunstnerisk hojtstáende runemalerier, —- thi ogsá hos denne kunstner er der tale om malerier,
ikke om farvelagte tegninger — trænger nu mere og mere frem i de to tillægsbind; her er det
egentlig kun 55 SVissing 1, 81 Skern 2, 115 Randers 1, 127 Hobro 2 og 156 Tisted samt 105 Laur-
bjerg, der bruger den primitive runetegning, som den træffes hos alle forgængerne (og lieraf er
Skern, Randers og Tisted reviderede gentagelser af ældre tegninger). Alle de andre indskrifter
er gengivet enten med hojlys eller med skyggelinjer. Kruses runegengivelser repræsenterer derfor
endnu et skridt fremad mod den helt realistiske runegengivelse, og hvad den enkelte rune angár,
viser tegningen en videreudvilding af det princip, vi forst modte hos Arendt: en efterligning af
runernes individuelle former, i de tidligste billeder med snorlige hovedstave, men med hensyn-
tagen til runernes specielle karakter og senere tendens til »fotografisk« gengivelse.
Som runelæser er Kruse imidlertid ikke over middel, sá snart det gælder vanskeligt tilgænge-
lige, forvitrede indskrifter. Han hæmmedes her af de géner, der ogsá havde plaget hans forgæn-
gere, det tilfældige lys, men ogsá i hoj grad af sine manglende sprogkundskaber, en mangel der
kun rettelig forstás ud fra det tidligere fastsláede paradox, at man i virkeligheden kun er i stand
til at læse en runeindskrift rigtigt, nár man ved, hvad den indeholder.
I kapitel 2, under behandlingen af de enkelte indskrifter1), er Kruses læsninger stillet i sammen-
liæng med tidligere og senere tegneres, og vi har her konstateret alvorlige mangler, der ol'te kan
forklares ud fra hans bundethed af Worms snit, særlig fremtrædende ved hans forste tegning af
Gunderup 1, hvor han dog fár udryddet Balders navn og erstattet det med det rigtige Toke. Den
stærkt medtagne indskrift pá SVinge 1, af hvis forvitrede sprækker endnu Wimmer vover at ud-
drage en læsning, gengiver Kruse i en ganske nogtern tegning og konstaterer, at man i virkelig-
heden kun tor læse: ... efter .... Thore og Tove. Ved Hobro-st. fandt vi, at han havde »forbedret«
risterens indskrift, idet tegningen har MtMI, mens hans ledsagende text oplyser, at stenen i virke-
lig'heden har >4-f GI, fordi risteren er lobet sur i a- og n-runerne.
J) 0Alling (p. 43, I, fig. 53), Hobro 2 (p. 47), Hune (p. 52, sten (p. 53), Hjermind 1 (p. 57, I, fig. 95), Gunderup 2
I, fig. 77, der ved en beklagelig fejl er betegnet som Abild- (p. 59, I, fig. 101), Gunderup 1 (p. 60, I, fig. 105), Grensten
gaards tegning; læs: Kruses tegning 1852), Sundby grav- (p. 65), Assers gravsten i Ejsing (p. 66, I, fig. 121).