Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Qupperneq 237

235
Vi vil i korthed uddybe dette billede af runelæseren Kruse ved bl. a. at inddrage runestene, hvor
han var forst pá pletten og derfor ikke var hæmmet af pávirkning fra andre.
Et godt exempel pá Kruses redelige og grundige behandling af en indskrift giver — blandt
mange — 160 Jetsmark, der blev fundet 1855. Efter forst at have beskrevet stenen og givet mál,
skriver han: »Ved denne Indskrift er at bemærke: At i Ordet Brudur er sidste n udeladt, og i
Ordet sino eller sina, er sidste Rune istedet for + eller (; betegnet med en Rune *, ligesom der
imellem dette Ord og næste Ord Thurlak, ikke er nogen synlig Adskillelsestegn«. Ingen forsker
kan onske sig en bedre kommentar. Sammenligner vi tegningen med det (uskont) optrukne foto
i DR. (fig. 387), má vi anerkende tegningens fortræffelighed, men samtidig konstatere, at der pá
fotografiet heller ikke er angivet skilletegn mellem þurlak auk og efter indskriftens sidste ord;
heri stemmer DR. og Wimmer i DRM. overens. Med glæde konstaterer man ellers det ret vellyk-
kede forsog pá at efterligne de enkelte runeformer og ser, at selv den noget unormale s-form i
s tin er set og tegnet. Indskriften má betegnes som relativt tydelig, selv om stenens overflade her
og der er noget præget af afskalninger, der har været til stede, for indskriften huggedes. Runerne
er ret brede og grunde.
Denne Kruses undersogelse er symptomatisk, og blandt de mere eller mindre tydelige runeind-
skrifter er der mange, hvoraf Kruse har leveret fejlfrie eller næsten fejlfrie indskrifter.
Prover vi nu, hvorledes det gár, nár Kruse kommer til en ikke blot vanskelig, men meget van-
skelig sten, kan vi vælge 62 Sjelle. Denne sten, som Wimmer placerede blandt de historiske ind-
skrifter, er vel historisk, men pá en anden máde, end Wimmer mente. Den var blandt de sten, der
gav stodet til Lis Jacobsens runestudier og dermed til en revision af alle Wimmers læsninger, med
páfolgende nyudgave af alle Danmarks runemindesmærker efter den metode, der i vor tid er
naturlig. Som E. M.s uoptrukne foto (DR. fig. 166) viser, er denne indskrift sá udslidt, at den ikke
kan læses fuldstændigt med de nuværende midler, da det meste af de to midtlinjer er udslidt,
men hvad læsningen af de bevarede runer angár, er der sket fremskridt fra dens opdagelse og til
dens sidste behandling i I)R. Læsningen lyder her:
: fraystain : sati : stain : þ(e)nsi : uft :
(g)yrþ : lags : m(a)n : sin : bruþur : sig
ualta :..........
................. a : tue(g)ia: (a) :
(x)u(x)s : eþi :
Frosten satte denne sten efter sin ’lagsmand’ Gyrd, Sigvaldes broder .... Tvegges (eller dren-
ges) ... pá ...ed (landtunge eller liede).
Kruses læsning:
: fraystain : sati : stain : þensi : uft :
kþrþ • t(o)fi : m(u)i : su : (b)ruþur : sin
(fas)t(i) :(r) ........
.................:iuekia:i:
???? : kþi :