Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Blaðsíða 243

Kapitel 18
MAGNUS PETERSEN
1827-4917.
»1 Kjobenhavn var samlet et ikke ringe Antal Runestene, der var opstillede dels udenfor Trini-
tatis Kirkemur dels opad Væggene i Rundetaarns Snegleopgang ... I mine ledige Timergikjeg
ofte op ad Taarngangen til Universitetsbibliotheket, som dengang var anbragt paa Rundekirkes
Loft, og tidl standsede jeg da ved en eller anden af Runestenene og forsogte at læse Indskrif-
terne. Engang i Foraaret 1855 stod jeg saaledes og tog en let Skizze af den kække »Ormslyng-
ning« paa den maleriske Sorup Sten; da kom en lille venlig udseende Mand med et rodt St. Olafs
Ordensbaand i Frakkens Knaphul, han standsede og spurgte mig, om jeg kunde læse Indskriften
... jeg viste ham min Tegning, han blev da helt livlig og roste den, hvorefter han forte mig hen til
... Vordingborgstenen ... da lian mærkede, at det interesserede mig, bad han mig om ved Lejlig-
hed at tage et Rids af den. Den lille Mand var Universitetsbibliothekar Prof. P. G. Thorsen ...«').
Sáledes skrev den da 80árige professor Magnus Petersen, som i 1909 udgav sine erindringer:
»Minder fra min Virksomhed paa Arkæologiens Omraade fra 1845 til 1908«, »trykt som Manu-
skript for Familie og Venner«. Denne bog, hvorfra det indledende citat er lientet1), og hvorfra
ogsá det folgende er uddraget, er en guldgrube for enhver, som interesserer sig for Danmarks old-
tid, middelalder og nyere tid, en bog der med gruopvækkende tydelighed viser, hvor hastigt der
allerede den gang gik svind i vore oldtidsminder; den er skrevet af en mand, der tegnede rune-
indskrifter for Rafn, Stephens, Thorsen og Wimmer, for Rruzelius i Skáne, for Sophus Bugge og
Lorange i Norge, for Franks og andre i England, som tegnede monter, sigiller, oldsager, monu-
menter, kirker og alt, hvad der fulgte med pá en »herredsrejse« for Nationalmuseet, som tegnede
og raderede til alle storre arkæologiske værker i sidste halvdel af forrige árhundrede, som selv
gravede i marken, som restaurerede tallose altertavler—• deriblandt Danmarks tre storste senmid-
delalderlige: Arhus, Odense og Viborg Sondresogn — og kalkmalerier, og som endelig satte kronen
pá sit livsværk med den store bog om Danmarks kalkmalerier 1895, der endnu ikke liar fundet sin
afloser for gotikkens vedkommende. Mellem »Minder«nes linjer skimter man trækkene af en ret-
linet, sjældent elskelig personlighed, en myreflittig, aldrig hvilende arbejder, en hurtig og — det
viser figura — sikker tegner, fremragende i sine gengivelser af oldsager og runeindskrifter.
Allerede i sine akademidage blev Magnus Petersen »en Tid anseet for den bedste og hurtigste
Tegner i Modelskolen«, hvor han 1857 (til 1864) blev lærer i forste figurtegneklasse2). Hans sam-
9 J. Magnus Petersen: Minder p. 44 f. Man má skrive behæftet med en del fejl; han var 80 ár, da han skrev den.
det pá konto af den gamle herres hnje alder, at bogen er 2) Minder p. 53.
10