Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Qupperneq 244

242
arbejde med Thorsen begyndte 1855—56 med rejser pá Sjælland, Fyn og Lolland, hvor bl.a.
nogle af de sten, der blev publiceret i forste bind af Thorsens runeværk1) (sml. nedenfor) blev teg-
net. Ret hurtigt kom han ogsá til at tegne for Rafn2), og 1861 indledtes et næsten 20-árigt sam-
arbejde med George Stephens til dennes værk The Old-Northern Runic Monuments of Scandina-
via and England I—III (1866—84, IV posthumt 1901). Til forste bind af Thorsens runeværk,
Sonderjylland (1864) raderede og kemityperede (jfr. foran p. 156) Magnus Petersen Heinrich
Hansens tegninger af de slesvigske sten, hvortil fojedes en del af ham selv tegnede3), bl. a. 250
HTástrup, 248 Snoldelev, 238 Fjenneslev. 1862 blev stenene ved Trinitatis kirke tegnede4), og
1864 ledsagede han Stephens til Glavendrup, Blekinge og Jægerspris og 1865 til Bornholm, hvor
ogsá Carl Sáve var med. Forst 1869 begyndte de runologiske rejser i Jylland for Thorsen. Den
forste, der gjaldt Randersegnen, varede fra slutningen af september til midten af oktober, og de
to folgende somre náede Magnus Petersen i hovedsagen at afslutte rejserne for Thorsen. Da havde
han »nogle og halvfemsindstyve Afbildninger af Runemonumenter«5). Rejserne havde han fore-
taget alene, og han klager flere gange over6), at Thorsen aldrig rejste ud sammen med ham —
i modsætning til Stephens og' Wimmer. I Slutningen af 1871 og begyndelsen af 1872 foretog Mag-
nus Petersen en revisionsrejse til Jylland og tog ved den lejlighed bl. a. en ny tegning af SVissing 1,
ligesom han ogsá tegnede SVissing 2. Af den forste havde Thorsen kun den af ham selv udforte
og i hans forste runologiske afhandling7) publicerede, mádelige tegning (p. 243); den anden havde
han erklæret for ulæselig. Magnus Petersens sidste tegning til Thorsen var af Randbol-st., som
han 1871 besogte sammen med Wimmer, hans forste rejse med denne.
I mellemtiden havde Magnus Petersen raderet og kemityperet alle sine tegninger til anden del
af Thorsens runeværk, men der kom forst gang i dette, da Wimmer 1876 — sammen med Magnus
Petersen — for alvor startede sine runologiske rejser. 1879 udsendte Thorsen forste afdeling af
de jyske runemindesmærker, et bind der kun indeholdt de Petersenske tegninger, mens texten,
kort og — má man have lov at sige — skandalos intetsigende, kom áret efter.
Wimmers og Magnus Petersens forste længere runologiske rejse gik til Skáne. »Det var mig«,
skriver Magnus Petersen, »baade til Glæde og Gavn, at Prof. Wimmer var overalt med mig' under
mit Arbejde ved hver en Sten ... jeg folte, at foruden daglig at være sammen med den udmær-
kede Lærde, var hans Nærværelse ved mit Arbejde tillige en Garanti8) for mine Tegningers Nojag-
Minder p. 50.
2) Jfr. note 8.
3) Raderingen af Helnæs-st. er derimod efter Chr. Zeu-
thens akvarel (jfr. p. 238).
4) Minder p. 87.
5) Minder p. 107.
°) Smst. p. 88, 163. Nár Magnus Petersen (Minder p.
106) noget bittert udtrykker sin forundring over, at Thor-
sen i sin lille afhandling om Virring-st. (Aarb. f. nord. Old-
kynd. 1870. p. 420 ff.) siger, at han selv var til stede, da
denne sten blev undersogt og top-runerne med Thorsform-
len opdaget, husker Magnus Petersen forkert; i den om-
talte afhandling nævner Thorsen kun justitsrád Hvass og
Magnus Petersen som tilstedeværende; i textbindet til sit
runeværk (p. 54) udtrykker Thorsen sig derimod sá uklart,
at den uindviede má tro, at det drejer sig, ikke om Magnus
Petersens, men om hans egen rejse til stedet.
7) Den sondervissingske Runesten. 1839. 31 pp.
8) Minder p. 163. Storre skepsis viste Magnus Petersen
over for Rafn; men i samarbejde med en videnskabsinand
trumfede han ikke sine egne meninger igennem, dels fordi
han betragtede sig selv som anden violin, dels fordi han var
en fredens mand. I forbindelse med Rafns studier over
Piræuslovens runeindskrifter onskede denne Magnus Pe-
tersens hjælp til at aftegne de aftryk og folografier, han
havde skaffet sig: »Jeg maa bekende«, skriver M. P. p. 48,
»at det var overraskende for mig, hvor mange tvivlsomme
Runer der var; skjondt jeg ellers alt dengang havde Ord for
at have et skarpt 0je for et eller andet Bogstav paa en
udslidt Mont, havde jeg her Vanskelighed med at skimte
de Runeslave paa Afstobningerne, soin Rafn paastod ved
Seivsyn at have opdaget paa selve Stenen . . . Jeg gjorde
mit Bedste for saa noje som muligt at antyde de — eíter
mit Skon — uvisse og tvivlsomme Runestave saa svage
som muligt, men min Varsomhed nyttede mig ikke . . . jeg
maatte da boje mig for hans Autoritet og markere Trækkene