Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Side 245

243
tighed« ... »Naar vi efter fuldfort Dagværk
og efter vort Middagsmaaltid tog vor Kaffe i
den akademiske Klub sammen med en eller
flere af Wimmers Venner... Det var i Sandhed
lykkelige og behagelige Dage, og meget for-
skjellige fra mine tidligere ensomme Rejser
for Thorsen«. Ved Hállestad var Sophus Bugge
med. 1877—78 begyndte Jyllandsrejserne, og
Magnus Petersen mátte, sá nodigt han end
vilde, endnu en gang tegne alle de jyske rune-
stene, da Thorsen 'sad pá’ hans forste teg-
ninger. 1879 gik turen til Sonderjylland og
Bornholm, 1882 og' sporadisk de folgende ár
var der revisionsrejser. 1903 gensá Magnus
Petersen med glæde 01and, hvor han 1860
havde rejst sammen med »Mr. [Horace] Mar-
ryat«, denne gang for at tegne Karlevi-st. (jfr.
i ovrigt Wimmer: UT. p. 81 ff.).
Nár Magnus Petersen skal bedommes som
runetegner, má det være efter raderingerne
eller kemitypierne i Thorsens runeværk, forst
og fremmest II, 1; thi det vil af det fore-
gaende være fremgáet, at han, nár han var
ude med en Tagmand’, bojede sig for dennes
autoritet (jfr. p. 242 note 8); de tegninger,
Rafn tvang ham til at udfore af Piræus-ind-
skrifterne1), har da heller ikke meget med
virkeligheden at gore. Pá samme máde kan
man formode, at Stephens har gjort sin ind-
flydelse gældende pá tegningerne til »Rune-
hallen« (1868); illustrationerne til Wimmers
runeværk, dirigeret af denne, skal vi netop
bruge til at vise forskellen mellem kunstner
alene og kunstner + videnskabsmand. Thor-
Sonder Vissing-stenen 1
P. G. Thorsens egenhændige tegning af stenen 1838, i hans
forste runeafhandling 1839 (p. 242).
sens runeværk II, 1, det jyske billedbind, er næsten 100% Magnus Petersens værk, og den enlige,
torre tegning af J. B. Loffler (Bregninge-st. L, no. 58 tillæg) tjener kun til at stille Petersen i et
behageligt relief.
Nu er det foran, endda et par gange, udtalt, at man i virkeligheden ikke er i staiul til at læse
en forvitret runeindskrift, for man ved, hvad der stár i den, og det vil sige, at en sprogmand
’) Antiquités de l’Orient: Inscription Runique du Pirée.
1856. p. 2—3, 4—5.
noget tydeligere, end ;jeg saae dern paa Fotografierne og
Afst0bningerne«.