Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Side 246

244
skulde være den nærmeste til at fremskaffe en rigtig læsning; pá den anden side má man ikke
underkende netop det forhold, at den sprogukyndige tegner, der ikke lokkes pá afveje af ‘ventede’
former, undertiden kan være i stand til at yde en mere objektiv gengivelse af en læderet indskrift
end fagrunologen. Men denne forskel imellem de to er i det hojeste en gradsforskel, idet vi atter
og atter i det foregáende, lige fra Skonvig, har kunnet give exempler pá læsefejl, der skyldtes
forventning om et bestemt ords eller en bestemt forbindelses tilstedeværelse, en forventning der
stár i ligefremt forhold til det antal indskrifter, tegneren har været igennem. Nár kunstneren der-
imod kommer til en ukonventionel forbindelse, mangler han ifolge sagens natur i hojere grad end
filologen den sproglige kunnen til at sætte fantasien i sving' og tvinges derved til udelukkende at
fæste sin opmærksomhed pá stenens struktur for igennem den at slutte sig til, hvad der er hugget,
og hvad der kan være naturlige furer, forvitringer o. desl. I den henseende havde Magnus Petersen
i sine gode stunder et skarpt oje og stár over alle sine forgængere og samtidige kolleger; og der
kan vist næppe være tvivl om, at hvis Wimmer liavde sendt Magnus Petersen ud alene pá revi-
sionsrejserne med bundne opgaver i stedet for selv at tage med for at fá bekræftet den læsning,
han hjemme liavde udfundet ved lijælp af sine aftryk (og det fik han næsten altid), vilde en del
af de i ovrigt ikke særlig talrige læsefejl i hans værk ikke være fremkommet.
Som alle andre har ogsá Magnus Petersen sin begrænsning; den illustreres af indskrifter som
Fovling (p. 181), Gunderup 1 (p. 60) sidste linje, Sjelle (p. 236), SVinge 2 (Thorsen no. 53) og
Virring (Thorsen no. 21). Over for disse mangelfulde læsninger stár de forbloffende fine tegninger
af indskrifterne pá Arhus 4 (Thorsen no. 29), af Skivum (p. 204) og af Tillitses topruner (p. 21);
vi vil slet ikke tale om SVissing 2 (Thorsen no. 24), som Thorsen ved sit besog havde erklæret for
ulæselig1). I dyb beundring má det kunstige lys’ generation boje sig for den mand, der med de
forhándenværende lysforhold har kunnet ná sádanne resultater2).
Hvis vi forst vil sammenligne Magnus Petersens selvstændige tegninger med de af Wimmer
dirigerede — uden hensyn til læsningens vanskelighed —, er det tilstrækkeligt at slá op pá en vil-
kárlig tegning i Thorsens runeværk og stille den op ved siden af den tilsvarende i Wimmers værk;
thi forskellcne er praktisk taget de samme ved alle stenene, mer eller mindre udprægede.
Thorsens no. 39 er Hjermind-st. 1 (jfr. foran p. 57 og I, 60 f.). Vi stiller den sammen med den
af Wimmer dirigerede tegning i DRM. II, 143, henviser til E. M.s optrukne foto i DR. fig. 211
og undersoger, hvorledes stenens og runernes form stemmer overens.
Helhedsindtrykket af stenformen falder ud til fordel for den af Wimmer dirigerede tegning;
det er især unojagtigheden ved stenens (heraldisk) venstre side pá tegningen hos Thorsen, der
springer i ojnene, det for store konkave parti og knolden, der sidder for langt nede. Gár man imid-
lertid den modsatte side af stenen efter i sommene, viser tegningen hos Thorsen sig i forhold til
fotografiet bedre truffet end hos Wimmer, idet den jævne pukkel midt pá denne side er rigtigere
gengivet. Her er der imidlertid en anden ting, som ábenbarer sig: de glatte konturer pá fotogra-
fiet — eller rettere — ldicheen kan ikke være og er ikke rigtige; det kan derfor ikke noksom
beklages, at Jacobsen-Moltkes runeværk har anvendt nretoden med udskrabede ldicheer, idet
') Den sondervissingske Runesten, jír. foran p. 242. Gange gik vi fra Byen ud til den, endog en sildig, mork
2) At ogsá Magnus Petersen har kendt brugen af ‘kun- Aften for ved Hjælp af et Stearinlys bedre at see de ved
stigt’ lys, fortæller han selv (Minder p. 89) i beretningen Dagslys utydelige Streger og Ridser«.
om sin og Stephens’ undersogelse af Björketorp-st.: »Flere