Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Qupperneq 249

247
VVelling, Virring m.fl.1). Pá den anden side har Wimmers sproglige og runologiske fantasi under-
tiden forledt ham til — især efter at han hjemme havde studeret sine aftryk — at læse noget
andet, end der virkelig stod pá stenen, hvorefter han har ladet Magnus Petersen indtegne denne
læsning; men dette berorer naturligvis ikke sporgsmálet om Magnus Petersen som runelæser,
idet han over for Wimmer som over for Rafn og Stephens har bojet sig for sprogmandens autori-
tet — selv om han máske har tænkt sit. Pá den anden side forrykker det heller ikke det faktum,
at Magnus Petersen-Wimmers runetegninger set som helhed stár langt over Magnus Petersens
selvstændige tegninger, hvad angár læsningernes korrekthed. At dette mátte blive tilfældet, er en
folge af hele den undersogelsesmetode, Wimmer anvendte, og som han udforligt har beskrevet i UT.
p. 83 ff.: Forst blev stenene rensede, dernæst blev der taget aftryk, ofte af liele indskriften, sá
tegnede Magnus Petersen sten og indskrift, mens Wimmer foretog sin egen undersogelse og af-
skrev runerne, som han opfattede dem, hvorefter de to mænd diskuterede deres læsninger og
gennemgik tegningen og de enkelte runer kritisk. Da begge efterhánden var trænede runelæsere,
turde det være indlysende, at nogen mere ideel metode næppe kunde findes, sá længe man be-
tjente sig af det forhándenværende lys. At de alligevel her og der har overset noget og læst andet
ufuldkomment eller forkert, skyldes, foruden den menneskelige ufuldkommenhed, ogsá det til-
fældige lys, hvis ulemper selv Wimmers fortræffelige aftryk ikke kunde opveje.
Vi har nu fulgt runetegnerne fra den forste begyndelse og Lil enden, fra 1600’rnes forste del
til o. 1900, smá 300 ár. En virkelig udvikling satte forstind med Arendt ibegyndelsenaf 1800’rne;
indtil da stod de Wormske tegnere med Skonvig i spidsen uovertrufne, og de svage forsog, der
blev gjort pá at forbedre deres resultater (Mejer, Abildgaard) forte ikke til noget nyt, den forste
betod endog et decideret tilbageskridt. Sá stiftedes Den kgl. Ivommission til Oldsagers Opbevaring
etc., og det Oldnordiske Museum, og dermed kom der ogsá fart i undersogelserne af runemindes-
mærkerne.
For de forste tegnere var kun en almindelig kopiering af runeindskrifterne af vigtighed; detailler
som nojagtige runeformer var underordnet. For billedet af selve runemindesmærket var det
katastrofalt, at Skonvig, Worms hovedtegner, ikke var kunstner eller blot i besiddelse al’ tegne-
færdighed. Det gav Worms formsnider en selvstændighed over for det tegnede materiale, der var
til megen skade for de enkelte runestenes udseende.
Med de kunstnere, der i lobet af 1800’rne sysler med gengivelse af runestenene, folger et stadigt
skærpet krav om nojagtighed2). Som nævnt er filologen og tegneren Arendt her foregangsmand;
hver rune betragtes nu som et individ for sig, hvis særlige karakteregenskaber skal portrætteres;
men portrætterne er stiliserede; der er kun lagt vægt pá at give en almen karakteristik. Hermed
var isen imidlertid brudt, og det næste skridt mátte være at give et sá vidt muligt fotografisk kor-
rekt billede af hvert tegn med alle dets uregelmæssigheder og afflisninger. Kimen til denne teg-
ning finder vi i R. H. Kruses produktion, men dens egentlige skaber blev Magnus Petersen. Hvis
den radering af Sorup-st., der findes som tillæg til no. 82 i Thorsens runeværk, er gjort pá grund-
Jfr. i evrigt de talrige exempler pá Magnus Petersens 2) Jfr. Bengt Hildebrand: C. J. Thomsen etc. 1937. p.
evner som runelæser i detailgennemgangen af Skonvigs teg- 810 (bildexakthet).
ninger i kapitel 1—3.