Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Side 251

249
stavede og sort markerede; det gælder især Fjenneslev (Thorsen I, 277), hvor de brede, sværtede
tegn vel skal angive de grove, dybt indhuggede runer. Men Magnus Petersen var heller ikke
nogen perspektivmester af Heinrich Hansens format. Runerne er pálagt. Samme slags »over-
fladiske« runeindskrifter træffer vi nu og da i Thorsens andet bind, bl.a. Tágerup (no. 27 tillæg)
og Tillitse (no. 33 tillæg), der dog horer blandt Magnus Petersens ældre tegninger, men ogsá fx.
pá Bække 2 (no. 2), VVelling (no. 59), Flejsborg (no. 36) og Oddum (no. 17). Hovedparten her er
dog mestertegninger som Jelling 1 (no. 3—4), Egtved (no. 13), SVissing 2 (no. 24), ÖAlling (no.
27), Asferg (no. 28), Árhus 4 (no. 29) etc.etc., hvor der kunstnerisk og troværdigt er gjort rede
for runernes form og tilstand, afskalninger og omgivelser.
Det má imidlertid understreges, at den, der kun kender Magnus Petersens raderinger og ikke
hans originaltegninger, fár et ufyldestgorende billede af ham som kunstner. Hans tegninger (jfr.
p. 248) er mere levende end de af og til noget torre kemitypier, hvis smáfine streger ikke pá nogen
máde gengiver den blode blyants »bredde«. Den mest frappante lilbagegang i sá henseende viser
Magnus Petersens raderinger af Heinrich Hansens malerier af de sonderjyske stene i Thorsens
forste bind. Den markerer samtidig afstanden mellem de to mænds kunstneriske valeur.
Samtidig med Magnus Petersen udvikler Kornerup sig til en habil runetegner, mens Heinrich
Hansen, der strax ydede kunstnerisk arbejde i hojeste klasse, kun har leveret fá runemalerier. En
værdig klimax pá runetegningens udvikling. Hojere end disse tre kunde man næppe ná. Hein-
rich Hansen var den storste kunstner, Magnus Petersen den dygtigste runetegner.
Plvor nojagtig Magnus Petersen end har været, hvor kunstnerisk Heinrich Hansen og hvor
omhyggelig Kornerup, Kruse, Arendt, Abildgaard, Skonvig — deres værker er og bliver dog
subjektive præstationer, der ikke giver mulighed for kontrol af læsningerne. En garanti mere
bliver det, nár der til den trænede, nojagtige tegner knyttes en praktisk og dygtig fagrunolog —
alligevel er tegningen subjektiv med alle subjektivitetens mangler, og dersom runologen, som
Wimmer, er sáledes indrettet, at han vil læse alle indskrifter og lose alle problemer, selv pá trods
af stenenes tilstand, er det klart, at enhver tegning af enhver udslidt indskrift, hvor han er med
som dirigent, bliver intet mindre end suspekt. Dette er pá overbevisende máde dokumenteret af
Lis Jacobsen1).
J) Wimmer’s Farmer-Stones, iAPhScand. 1926. p. 207 ff.,
jfr. Wimmers Landmandsstene, en runologisk Undersogelse,
1926., i Dansk Sprog. 1927. p. 13 ff. (rigt illustrations-
materiale), Sjælle-Stenen, i FestskrErslev. 1927. p. 85 ff.
(med bl. a. afbildninger af Magnus Petersens selvstændige
kemitypi i Thorsens runeværk, hans tegning sammen med
Wimmer 1877 og hans kemitypi i Wimmers runeværk),
samt Svenskevældets Fald. 1929. p. 87 ff. (Sædinge-st.). —
Jeg má her pá prent tage afstand fra Lis Jacobsens bedom-
melse af forskellene mellem Wimmers læsningsresultater
ved hans forste og ved hans senere runestensbesog; ikke fra
bedommelsen af hans læsningers fejlagtighed — slige har vi
dog alle pá samvittigheden — men fra den mistanke, L. J.
kaster pá hans redelighed. Nár Lis Jacobsen i Svenskevæl-
dets Fald under Sædinge-st. (p. 153—55) indsætter et sær-
ligt tillæg, der blot indeholder et stygt angreb pá Wimmers
direktion af Magnus Petersens tegninger og ender med at
sporge, »om Wimmer med mere eller mindre god Samvittig-
hed har udfort denne Harmonisering af den skraa a-Runet
etc., sá rober det en ejendommelig indstilling over for hen-
des gamle lærer og kollega i videnskabens urtegárd. Mis-
tanken er kastet og bliver ikke udsiettet, fordi Lis Jacob-
sen i umiddelbar fortsættelse ikke undlader »at fremhæve,
hvad det betyder, at Wimmer har skænket hele sit mate-
riale, alle sine Forarbejder, til Offentligheden«. Men an-
grebet blev i hovedsagen — nodtvungent — trukket tilbage
adskillige ár efter (Aarb. f. nord. Oldkynd. 1935. p. 179
note 1). Hvorfor skulde Wimmer, denne dygtige runelæser,
hvis eneste mál var indskrifternes rigtige læsning, dog
svindle med sine læsninger og forsætligt indtegne runestave,
hvor der ingen var? Lis Jacobsen har dog selv indtegnet
runestave, hvor der ingen var (SVinge 2), det har E. M.,
det har enhver, der har provet at vriste hemmeligheden ud
af en forvitret indskrift. Har vi andre gjort det med renere