Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Qupperneq 254

Kapitel 19
RUNEFOTOGRAFIET OG LIDT OM I3E NYERE METODER
I henved 300 ár havde man afbildet runemonumenterne med blyant og pensel. Man havde ud-
fort disse tegninger og malerier i det forhándenværende lys og havde stottet læsningerne med af-
tryk af forskelligt materiale. Læsningernes rigtighed havde stáet i forhold til tegnerens dygtig-
hed og det tilfældige lys’s gunstighed.
Runefotografiet bryder afgorende med denne fremgangsmáde, og efter den forste nyvinding
inden for runetegningen — Arendts »individuelle« rune — betegner det optegnede runefotografi —
det sort-hvide, uplastiske — næste stadium i runeafbildningens udvikling, et skridt hen imod
objektiviteten, forudsat at runerne er optegnet under de rette lysforhold.
Allerede Wimmer havde tænkt pá fotografiske optagelsers egnethed, og det er værd at citere
hans udtalelser herom: »Naturligvis havde jeg«, skriver Wimmer i UT. p. 81, »fra begyndelsen af
omhyggelig overvejet, hvorvidt en mekanisk gengivelse af mindesmærkerne ved fotografiens
hjælp vilde være mulig og hensigtsmæssig. Mange runemindesmærker var imidlertid af den be-
skaffenhed, at et fotografi vilde give et meget vildledende billede af indskriften, idet naturlige
ridser og skorer i stenen let vilde fá udseende af indhuggede linjer. Ved fotografering af meget
ru stene med stærkt forvitrede og udslidte indskrifter har man derfor jævnlig for at fá indskriften
til at træde tydelig frem trukket runerne op med kridt. Men herved mister den mekaniske gengi-
velse jo alle de fordele, som den ellers skulde have«. Haddeby-st. 4 anfores herefter som exempel
pá en sten, der er uegnet til fotografering, og det anfores, at en mængde runemindesmærker er
anbragt sáledes, at de umulig lader sig fotografere. Wimmer fortsætter: »Under de overvejelser,
som jeg för mine rejser sammen med J. J. A. Worsaae og C. Engelhardt anstillede angáende den
hensigtsmæssigste máde at gengive runeindskrifterne pá, nærede ingen af os efter de erfaringer,
som man den gang havde gjort, mindste tvivl om, at en tegning i reglen vilde være langt at fore-
trække for et fotografi«.
Udviklingen har vist, at vanskelighederne ved fotografering i nogen grad kunde overvindes;
men det var med rette, Wimmer foretrak tegningen, fordi den virkelig pá daværende tidspunkt
var betydelig bedre egnet til formálet end fotografiet; desuden passede den, som ovenfor pávist
Wimmer bedst, idet han sá selv, med de pædagogiske synspunkter, han nu engang havde over for
en runetegning, var i stand til at dæmpe de naturlige ridser og skorer eller angive dem pá en sádan
máde, at de ikke fik »udseende af indhuggede linjer«. Disse synspunkter, der er let forstáelige
hos Wimmer, som havde været udsat for sá mange forkerte læsninger netop pá grund af naturlige