Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Qupperneq 255

253
ridser og skorer, má nutiden tage afstand fra: jo nærmere en afbildning af sten og indskrift kom-
mer den virkelige tilstand, des rigtigere er den, uanset om det gár ud over tydeligheden.
Endnu en passus má man anholde i den ovenfor citerede udtalelse, den der siger, at optræknin-
gen af runerne berover den mekaniske gengivelse alle dens fordele. Det er nemlig tilfældet, at selv
et dárligt, optrukket fotografi (jfr. p. 259 note 2) giver en vis mulighed for kontrol af optegnin-
gens korrekthed1), hvad der, som ovenfor vist, er ganske udelukket, nár der er tale om en teg-
ning, da denne kun meddeler tegnerens opfattelse sável af sten som af skrift.
Allerede længe for forberedelserne til DR. havde man fotograferet runestene. I National-
museets arkiv ligger adskillige runefotografier af uviss alder, optaget pá váde plader og kopieret
pá dagslyspapir. Desværre er de to vistnok ældste danske runefotografier forsvundet, to daguerreo-
typier fra 1850 af Árhus-st. 42), hvorefter Rafns tegning i Antiquarisk Tidsskrift 1854 er lavet.
I det svenske runeværk havde Erik Brate forlængst indfort fotografiet uden dog at hæve det over
amatorstadiet, og báde Rrates og Otto v. Friesens populærvidenskabelige runeboger er illustreret
med fotografier, hvor runerne er trukket op med lividt.
Da Lis .Jacobsen efter sine opdagelser 1926—27 af unojagtigheder i Winuners læsninger3)
Iiavde fattet planen om at pábegynde en revideret udgave af de danske runemindesmærker4)
og havde opfordret E. M. til at deltage, blev der forst fastlagt en provetur til Skáne, hvis formál
skulde være dels at undersoge, hvor nojagtige de Magnus Petersen-Wimmerske kemitypier var,
dels at finde frem til midler og metoder, der sikrede en sá naturtro og objektiv gengivelse af monu-
menter og indskrifter som muligt.
Hovedvægten blev lagt pá fotografiske optagelser af opmalede indskrifter og pá aftryk med
et nyt materiale (matricepap).
I 1928, godt 50 ár efter at Wimmer sammen med Magnus Petersen havde begyndt sine rejser5)
til det store runeværk netop med denne landsdel, startede E. M. sammen med en hjælper6). Der
inedbragtes et fotografiapparat — Zeiss-Icon 9x12 til plader — aftrykspap, smá, langskaftede
borster, stálborster og et stykke kridt, primitive midler, der skulde give primitive resultater.
Professor Ebbe Tuneld i Lund, der havde anbefalet Lis Jacobsen matricepap til aftryk, gav de to
deltagere teoretisk undervisning i, hvorledes det ret vanskelige aftryksmateriale skulde behandles.
Turen blev rig pá erfaring, fattig pá positive resultater: en del tálelige aftryk, ikke eet brugbart
fotografi. Et udvalg af de hjælpelose billeder opbevares i den Moltke-Jacobsenske samling i
Nationalmuseet, hvor de kun kan páregne historisk interesse; de forliolder sig til de senere pro-
jektor- og magniumsfotografier som Skonvigs tegninger til Magnus Petersens. Men — bortset
Jfr. Lis Jacobsen, i APhScand. 1930. p. 136 note.
2) Nationalmuseets protokol no. 11252: To Daguerro-
typier af de íorskjellige Sider af den i Aarhuus Molles Fun-
dament for kort Tid siden opdagede mærkværdige Rune-
steen. Foræring fra Proprietair Weis til Aarhuus Molle.
Ogsá museets anden afdelings bibliotekar, Victor Herman-
sen, er af den mening, at her er tale om de ældste danske
runefotografier, som Rafn formentlig aldrig har leveret
tilbage efter brugen. V. H. mener, at der er en mulighed
for, at de kan findes i Oldskriftselskabets arkiv, af hvilket
en del venter pá en ordning. — Angáende et omtrent sam-
tidigt fotografi af Piræuslovens indskrifter, se p. 242 note 8.
3) Jfr. Wimmer’s Farmer-Stones, i APhScand. 1926—
27. p. 207 ff., jfr. ogsá FestskrErslev. 1927. p. 85 ff.
4) Jfr. fortalen til DR. p. VII.
5) Magnus Petersen: Minder p. 162 f.
6) E. M. har pá sine rejser, der i det væsentlige var af-
sluttet 1933 og da havde varet i fire ár — proveturen fra-
regnet — haft to hovedassistenter, fra 1928—32 stud.
theol., senere overbibliotekar Erling Hoffmeyer, og 1931—
33 stud. mag., senere museumskonsulent dr. phil. Anders
Ræksted; desuden har pá kortere ture senere cand. pharm.
Chr. F. Moltke og senere forstanderinde Vibeke Moltke
været deltagere.