Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Blaðsíða 258

25G
ganske uovet i runeundersegelse) ved en natlig undersugelse runer ved og pá stenens top, overset
báde af Wimmer og Magnus Petersen; ati risþi stin þasi aft þurstin havde Wimmer læst;
der var yderligere sex runer: sun sin; stenfladen har ábenbart et mort sted, der begynder midt
i þurstin, hvorfor de folgende runer pá forsiden er langt mere forvitrede end de foregáende,
hvad der godtgores af det uoptrukne foto (DR. fig. 615); men topindskriftens sun (jfr. DR. fig.
617—18) stár ret klart.
Heller ikke 335 Vástra Strö 2, ligeledes Skáne, kan forbigás i denne sammenhæng. Ved davæ-
rende rigsantikvar Sigurd Curmans velvilje blev denne sten, der var faldet om pá bagsiden, rejst
op, og samtidig blev hele monumentet »restaureret« (jfr. DR. fig. 768—70). Naturligvis havde man
— men kun i »det forhándenværende lys« — undersogt, om der var ristning pá stenens hidtil
skjulte side, men intet fundet. E. M. besogte stenen dagen efter rejsningen og konstaterede i
det grá dagslys en del forvirrede streger med huggekarakter overst pá bagsiden; lignende furer
pá den ene smalside syntes at kræve en undersogelse under betryggende forhold. Den natlige
undersogelse var ikke uden spænding, thi lommelampens stráler — monumentet ligger langt fra
elektriske ledninger — afslorede strax en hel labyrint af haggede streger, som det dog ikke var
muligt uden videre at fá mening i. I et sádant tilfælde er der intet andet at gore end at begynde
opmalingen af de furer, der forekommer helt sikre og hábe pá, at de trækker resten med sig.
Denne gang mátte der males længe, for gáden lostes, endelig viste et cirkelslag sig, det blev til
en hel cirkel noget storre end en tokrone, og sá afslorede Iysstrálerne en tilsvarende ved siden af:
masken var der — og pá smalsiden »menneskeparret« (jfr. DR. fig. 777, 779). Intet exempel er
vel bedre egnet til at demonstrere, hvor mekanisk nylæsningerne i DR. er kommet frem.
Det skulde heller ikke behove nærmere begrundelse, at en lyskilde, som bestandig flyttes og
anbringes i den rette vinkel i forhold til hoved- og bistave, er mere hensigtsmæssig end dagslyset,
direkte sol eller lys, der falder gennem et vindue eller en dor. Disse »faste« stráler má i flere tilfælde
lobe parallelt med nogle af runestavene, som derved bliver usynlige eller uforholdsmæssig svage
i sammenligning med de i virkeligheden ikke dybere stave, der pá grund af tværlyset stár med
kraftig skygge i bunden; desuden savner dagslyset kunstlysets intensitet. Skont undersogeren
selv placerer projektoren, og skont han selv tegner runerne pá stenen op, tor man vist uden
overdrivelse hævde, at det i kunstlys optrukne runefotografi er kommet objektiviteten en smule
nærmere end blyantstegningen, hvor blyanten ikke har den samme kontakt med runerne som
penselen, der maler op — og hvor blyanten ikke fores af runologen selv1).
Retydningen af det intime forhold, der opstár mellem forskeren og stenen, nár han med pense-
len folger de samme furer, som runemesterens hammer har hugget, kan ikke noksom understre-
ges. For kom kunstneren gennem sin tegning i en viss kontakt med stenen, forskeren kun indi-
rekte gennein anden mands tegning. Det er under opmalingen — ved den for DR. anvendte
metode var optrækningen identisk med undersogelsen —, at opdagelserne, nylæsningerne og de
smá korrektioner til tidligere tegninger kommer. Sá tvinges runologen til at tænke over liver
enkelt rune. Det var sáledes under optrækningen, at den rette læsning af afdodes navn pá Sæ-
Et tilfælde af subjektivitet, som det, der p. 226 f. er omtalt vedrorende Wimmers tegning af Læborg, vil ikke
kunne forekomme pá en fotografisk optagelse.