Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Qupperneq 260

258
Nár optrækningen var til ende, blev der læst »korrektur«, forst og fremmest efter Wimmer-
Magnus Petersens tegning. Mál og beskrivelse af sten og runer indskrænkedes til et minimum,
da fotografierne, hvis de var vellykkede, fortalte, hvad der behovedes. Var der virkelige tvivls-
sporgsmál, blev der taget aftryk, dels til studiebrug, hvis læsningen ikke strax vilde
komme frem, men forst og fremmest til dokumentation gennem affotografering, hvor da aftryk-
kets (spejlvendte) bagside fotograferedes og »vendtes i klicheen«, en metode, E. M. lærte af
Nationalmuseets afdode mesterfotograf, Sophus Bengtsson, hvem DR. skylder sá meget1). Men
sá virkningsfuldt har kunstlyset været, at der kun erindres eet tilfælde, hvor aftrykket forte til
en nylæsning. Det var ved undersogelsen af de svage runer i den »rádne« plet pá 209 Glavendrup
(side A linje 14), l(i)þs, mellem uia og haiþuiarþan.
Ogsá de ældre runologer benyttede aftryk til stotte for deres læsninger. Særlig Stephens og
Rafn2) var ivrige efter at skaffe sig aftryk, der ofte for dem erstattede selvsyn. Wimmer brugte et
fortræffeligt, men lidt skort aftryksmateriale3), der lader hver enkelthed i stenen komme til sin
ret, og han tog næsten altid aftryk af hele indskriften.
Et aftryk af en runeindskrift er, dels et surrogat for selve stenen, dels et hjælpemiddel for for-
skeren til i sit studerekammer at fordybe sig i vanskeligere partier af indskrifter, nár de ikke lader
sig læse pá stenen i forste omgang.
En gennembladning af kataloget over Wimmers runesamling i det Kongelige Bibliotek vil vise,
at her ligger aftryk af næsten samtlige de runeindskrifter i Danmark (og Skáne), der var kendt
pá Wimmers tid, en meget betydelig arbejdsindsats og en overordentlig værdifuld samling, efter-
som de págældende runeindskrifters tilstand pá et bestemt tidspunkt hermed er fixeret.
Grunden til, at Wimmer har taget aftryk ikke blot af forvitrede indskriftspartier, men ogsá af
helt tydelige indskrifter, om hvis læsning der ikke pá noget punkt kunde rejses diskussion, má
soges i den ham iboende tvivl om den forste undersogelses ufejlbarlighed. Vi má stadig tænke os
tilbage til tiden for det elektriske lys, da man tog og mátte tage stenen i det tilfældige lys, hvori
man fandt den. Nogle gange var det godt, andre gange decideret dárligt, sá at sige aldrig — det
ved vi nu — ideelt. Wimmers erfaring havde lært ham, hvor let det var ved undersogelsen af en
sten at overse en betydningsfuld stav eller mistyde en skore, selv om han brugte báde sine egne
og Magnus Petersens trænede ojne. Derfor tog han aftryk af sá meget af indskriften som muligt.
Men samtidig havde han konstateret, at de dybere liggende runestave torrede senere end pappet
pá stenens overflade; han fik herved et mekanisk middel til at kontrollere sin just foretagne
læsning eller til at supplere den4).
Det er ogsá naturligt, at aftrykket ved den gammeldags undersogelse i tilfældigt lys mátte
komme til at spille en hovedrolle for forskeren. Det kunde han i ro og mag vende og dreje i petro-
leumslampens skær eller med sidelys fra et vindue, sáledes at hver rune fik den gunstigste belys-
ning. Ved hjælp af dette kunde Wimmer kontrollere sin egen og Magnus Petersens afskrift af
hvert tegn.
J) Jtr. fortalen til DR. p. XIII.
2) Magnus Petersen: Minder p. 48.
3) Wimmer: UT. p. 83 ff. — I virkeligheden er sá at
sige enhver art pap- eller papirmasse anvendelig til aftryk,
hvis man har lidt ovelse; blodt materiale som træk- og
filtrerpapir kan, nár aftrykket er taget og papiret torret,
hærdes med limoplosning. — Om helt nye aftryksmetoder,
se nu Aslak Liestal: Latex — plastlakk avstoyping, i Uni-
versitetets Oldsaksamlings árbok. Oslo 1954—55. p. 42 ff.
4) Wimmer: UT. p. 85 f.