Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Blaðsíða 262

260
dybtgáende kendskab til stenarter og deres natur, ikke en mineralogs, men en stenhuggers kend-
skab. Han má være klar over, hvorledes stenens masse forholder sig over for tidens og vejrligets
indflydelse, han má ikke blot iagttage ridser og revner og disses forlob, men han má ogsá være
klar over, hvorfor de er der, og hvorfor de lober, som de gor; helst skulde han som en dygtig
stenliugger være klar over stenens klovretning, og han má vide, at sten kan være partielt eller
pletvis rádne ligesom træ. Runologen má selv, hvis han vil have foling med de gamle stenmestre,
eller om han vil være i stand til at skelne mellem ægte og falske indskrifter, have provet at hugge
i sten for at konstatere, hvorledes furen bliver med hammer eller mejsel, hvorledes de forskellige
stensorter, lagdelte, kornede, fine, grove, reagerer.
Uanset hvad Wimmer har vidst om disse praktiske ting', var han en overordentlig dygtig rune-
læser. Det viser Magnus Petersens udtalelser (jfr. p. 242), og det ses af Magnus Petersens af Wim-
mer dirigerede tegninger, som, hvad runerne angár, forst og fremmest er Wimmers værk, (lige-
som E. M. har ansvaret for de optrukne fotografier i DR., ligegyldigt, hvem der har trukket op),
og det fremgár endelig klart af sammenligningen mellem Magnus Petersens selvstændige teg-
ninger i Tliorsens runeværk og de Wimmer-dirigerede tegninger, se p. 246 f. Endelig slás det
fast af de relativt fá regulære fejlrettelser, DR. har at bringe til DRM. At Wimmer senere »ode-
lagde« nogle af sine forsteiagttagelser gennem studiet af sine aftryk, er visst; ársagerne hertil er
pávist ovenfor.
Een decideret fejl havde Wimmer som runelæser; den skyldes ikke mangel pá dygtighed, men
en subjektiv indstilling over for materialet: han lod undertiden sprogvidenskaben beherske sine
læsninger, mens det burde være omvendt: Wimmers forhold til Tryggevælde-stenens fejlrist-
ning þnnsi er omtalt under Arendt p. 216. Skont u-bistaven i þaum pá 143 Gunderup 1 (p. 60)
er svag, er den dog uomtvistelig. Magnus Petersen har tegnet den; han ved ikke, at der er noget
mærkeligt ved denne form. Wimmer, hvem formen vel har forekommet umulig, anerkender ikke
u-bistaven, men betragter den som en tilfældig skore. Andre unormale former (eller fejlristninger),
som Wimmer har valgt at overse, findes pá 329 Gárdstánga 1 (jfr. foran p. 98).
Imidlertid, det fremskridt, Wimmers runeværk betegnede i forhold til alt, hvad der tidligere
var publiceret, tegnet og skrevet om runer, er sá stort, at de fejl, der jo vil ldæbe ved alt menne-
skearbejde, her synes smá i sammenligning med helheden; det gælder læsningerne, hvor hans
overlegenhed over alle forgængerne — ogsá Magnus Petersen — er dokumenteret, det gælder
tolkningerne, der er fremsat af en mand, der tilfulde beherskede sin sprogvidenskab, og som i
modsætning til adskillige samtidige og yngre kolleger var behageligt fri for fabulerende egenska-
ber, nogtern, til slut máske en smule for selvbevidst.
Nár Wimmers runeværk fik en afloser kun en god menneskealder efter dets afslutning, skyldes
det tidens tekniske fremskridt, ikke ábenlyse mangler hos ham som runelæser og forsker eller
tilsvarende fordele ved hans efterfolgere.
I dette kapitel er der i det væsentlige talt om runetegningens forelobig sidste udlober: det op-
trukne fotografi og dets forudsætninger, kunstlyset og aftrykkene. Ihvorvel det er nærmere
objektiviteten end en blyantstegning, er og bliver optrækningen dog runelæserens subjektive
indsats, som derfor kan være behæftet med fejl og mangler. For at bode pá disse har E. M. sogt