Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Blaðsíða 265

263
projektorbillederne dog af og til med bevægelse af lyset — og de giver derfor ikke altid brugeren
af atlas’et det samme sikre billede af de enkelte runer, som undersogeren har haft, da han malede
indskriften op, idet han da var i stand til at flytte lyskilden for hver rune, sáledes at netop den fik
det gunstigste lys. Heraf folger, at et tilsvarende fotografi af indskriften uoptrukket mátte være
sammensat af partielle optagelser, i tilfælde af stor usikkerhed blot omfattende to-tre runer. Det
er utvivlsomt en fejl, at denne fremgangsmáde ikke gennemgáende er fulgt og resultatet er da
ogsá ofte, at netop der, hvor der er problemer, og hvor det uoptrukne foto skulde stotte eller
modbevise det optrukne, svigter det eller er i alt fald ikke fyldestgorende1).
Nu má det dog strax betones, at nár indskriften er forvitret og læsningen tvivlsom, vil intet
nok sá godt fotografi, ja, selv flere af samme parti med belysning fra forskellige vinkler, være i
stand til at erstatte selve stenen. Ogsá dette fotografi horer fremtiden til.
Pá den anden side vil brugeren, der efter studiet af det uoptrukne foto onsker at stifte bekendt-
skab med indskriften in natura, undertiden blive ubehageligt overrasket over, at denne i sig selv
synes langt mindre tydelig og overskuelig end fotografiet lod ane. Fotografiet har nemlig ofte
den fordel, at indskriften ligesom fortættes og bliver tydeligere ved den store formindskelse, mens
ujævne og mindre sprækker og skorer træder noget tilbage. Sáledes har det uoptrukne foto, nár
det lykkes, ogsá en selvstændig værdi for læsningen, idet det kan give nye impulser til indskriftens
forstáelse, og ved rekonstruktioner er dets værdi indlysende. Dels kan det være lettere at »ind-
sætte runer« pá et foto end pá selve stenen, dels har fotografiet, i modsætning til tegningen, den
uvurderlige fordel, at runerne stár, hvor de stár; de kan vel ikke ved uagtsomhed eller unojagtig
málen flyttes, sá afstanden imellem dem forskubbes2).
Ogsá mod de optrukne fotografier i DR. kan der rettes alvorlige anker, om ikke af faglig sá af
kunstnerisk art. Mange af dem er fotograferet i alt for fladt lys — det gælder især de tidligste op-
tagelser — for at de optrukne runer skulde træde sá tydeligt frem som muligt. En noget spidsere
lysvinkel havde været en fordel.
Den, der har malet runeindskrifterne op stár i tegnefærdighed — det má bekendes — ikke
hojereend Skonvig. Denne svaghed kommer grelt frem i det stift og hárdt optrukne foto af Gygen
pá Hunnestad 3 (DR. fig. 678); sá nojagtigt linjerne end er fulgt med den sorte pensel, repræsen-
terer hele billedet dog en væsentlig forringelse af det kunstværk, der toner frem pá det uoptrukne
foto (fig. 677).
De samme anker kan formentlig i mang'foldige tilfælde rettes mod indskriftsoptrækningen3).
Men hvor finder man en Heinrich Hansen, der er villig til at underordne de gamle stenmestre sin
kunst? Nojagtigheden skulde der vistnok kun undtagelsesvis være noget at indvende mod.
Fotografierne4) i »Danmarks Runeindskrifter. Atlas« er reproducet i udskrabede, ætsede auto-
klichéer pá 65 raster (monter og brakteater dog 85) og trykt pá et glittet, krideret, elfenbensag-
tigt papir. Det er formentlig sidste gang, en sádan metode vil finde anvendelse i et runeværk.
Udskrabningen er uheldig, fordi den ikke, trods den storste omhu, kan undgá at skrælle noget af
p Jfr. Sædinge p. 259 og NÁsum p. 88. 3) Jfr. kritikken foran p. 44 under 0Alling.
2) Jfr. her, hvad der er sagt om den af Wimmer diri- 4) Jfr. fortalen til DR. p. VIII.
gerede nytegning af Læborg-stenen p. 226 f.