Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Síða 267

Slutning
Da den norske præsteson fra Skánevik i Bergens stift, Jon Andersen Skonvig (eller latiniseret:
Jonas Andreæ Schonvigius), efter afsluttede universitetsstudier i Greifswald og Kobenhavn 1626
vendte tilbage til sit hjemland, blev han af biskop Niels Paaske sendt ud for sammen med en
fælle at tegne og beskrive antikviteter i stiftet; det blev til de tegninger og beretninger, der er
nedfældet i A.M. 370 fol., som udgor en del af grundlaget for det norske afsnit i Ole Worms rune-
værk 1643. Endnu 1626, eller máske tidligt i 1627, ankom Skonvig til Kobenhavn og blev alle-
rede i maj máned sendt ud af Worm for at pábegynde undersogelsen og aftegningen af alle Dan-
marks runeindskrifter, forst i de ostensundske landsdele, sá Lolland-Fyn og til sidst Jylland.
Sjælland tog Worm sig selv af. Skonvig afbrod sine runerejser 1629 eller 1630, og da manglede der
kun fem sten, som senere læstes og tegnedes af Laurids Bording; men ialt forelá fra Skonvigs
flittige hánd gengivelser af 59 runemindesmærker foruden nogle fá indskrifter med majuskler og
minuskler, og hovedsagelig pá dette grundlag byggede Worm sin behandling af det danske rune-
materiale.
Da Skonvig drog ud med sin alenstok og sin blyant, var hans opgave forst og fremmest at skaffe
Worm et /æsegrundlag. Runeformer og -typer var underordnet, runen som lydbetegnelse (= bog-
stav) var det væsentlige. Kun fordi sádanne synspunkter var rádende, kunde Skonvig, som var
ukyndig i tegning og uden kunstneriske evner, anvendes til opgaven. Set pá denne baggrund og
jævnfort med sine samtidige var han en udmærket runelæser, bedre end Worm selv; udmærket,
for sá vidt som 75 procent af hans tegninger idag giver et plausibelt tolkningsgrundlag. Dette er i
sig selv et forbloffende resultat, nár det bemærkes, at Skonvig er vor forste pioner i marken.
En anden side af sagen er imidlertid den enkelte tegnings absolutte nojagtighed og kildeværdi.
For at bedomme denne má man — under hensyntagen til, hvad der just ovenfor er sagt — have
opmærksomheden henvendt pá alle de muligheder for fejl, der overalt lurede pá vor forste rune-
tegner. Ukendskab til indskrifternes indhold og nodvendigheden for Skonvig at tage runestenene
i det tilfældige lys, hvori han forefandt dem, har været ársagerne til de fleste fejl. Selve fejlkilderne
er to. 1) Ved monumentet: forvitring og forventning, samt fejltegning af rigtigt læste runer.
2) Ved skrivebordet: fejlkopiering (de overleverede hándskrifter er ikke originaler, men renteg-
ninger) og subjektive korrektioner til kladden.
Imidlertid overgár Skonvig som regel sine samtidige, en kendsgerning der understreges al'
glarmester Albert Holsts, »Bornholmeren«s, rektor Hans Mejers og adskillige præsters produkter,
ja, ogsá efterfolgerne i de næste 200 ár, indbefattet Soren Abildgaard. Dennes mangelfulde
runelæsninger kan dels forklares ud fra hans særlige forkærlighed for de yngre reliefskrift-gravsten,