Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Side 269

267
illustrationernes ofte fejlfulde skriftgengivelse, ligesom det kan konstateres, at Worm af og til
efter skon har rettet i originaltegningernes indskrifter; men Monumentas træsnitlignende illustra-
tioner, som ikke udmærker sig ved kunstneriske egenskaber, pákalder i andre henseender inter-
essen. For det forste kan det bevises, at hovedparten af dem ikke er træsnit, men mctalsnil (ikke
stik), en kendsgerning der næppe kan blive uden betydning for vort syn pá datidens )>træsnit«,
sá meget mere som et andet af tidens hovedværker, Stephan Stephanii Saxeudgave, ogsá anvender
metalsnit — icones in stanno —; for det andet udviser den, der skar disse metalsnit, formsni-
deren, vistnok H. A. Greys — med Worms sanktion — en selvstændighed over for sine forlæg sá
stor, at man, nár man lægger tegning og snit ved siden af hinanden, ofte kommer i tvivl om,
hvorvidt der er tale om samme runesten.
Lige indtil Wimmers dage var det reglen, at runeforskeren og -tegneren var to personer, der
som oftest ikke rejste sammen. Ogsá Hans Mejer, Worms samtidige, bygger hovedsagelig, ja
máske i alle tilfælde, pá indsendte tegninger og rapporter; hans runetegninger med emendationer
til Worms læsninger kan reduceres til en hobbysamling med tegninger af meget ringe kvalitet.
Sammensmeltningen af forsker og tegner lykkedes i nogen grad for Arendt, men runologen Wim-
mer, der ikke selv var kunstner, fandt den ideelle arbejdsmáde i et intimt og konsekvent sam-
arbejde ved monumentet med tegneren Magnus Petersen. Jacobsen-Moltkes runeværk forenede
atter de to personer, idet runologen var »tegner«, dvs. opmaler af selve stenens runer, og sam-
tidig fotograf.----
For den, der har fulgt sine forgængere fra den forste begyndelse og til vore dage, og som har
rejst rundt til monumenterne i forsog pá at fore udviklingen endnu et hanefjed frem, er det fri-
stende ogsá at kaste blikket fremad. Hvor længe vil det sidste runeværk holde, og hvad vil komine
efter?
Allerede nu, 15 ár efter udgivelsen af det sidste runeatlas, kan man skonne, hvad der i nogen
grad vil komme til at præge fremtidens runeværk og dermed reducere DR.s billebog til et historisk
stadium. Det er farvefotografiet og det plastiske foto, der atter til sin tid vil forenes i det plastiske
farvefotografi. Alene farvefotografiet vil fjerne en stor procentdel af de usikkerhedsmomenter,
der klæber ved de sort-hvide positiver. Forsog med stereoskop-optagelser synes at vise, at det
plastiske fotografi knap vil komme til at spille en tilsvarende rolle for læsningens sikkerhed, men
det vil dog yde sit bidrag. Muligvis vil fremtiden ogsá blive i stand til at registrere de molekylære
forandringer, der má være foregáet inde i granitstenen under runehammerens slag. Skulde dette
blive tilfældet, vil mangen ufuldstændig læsning kunne suppleres, og mangen usikker vilde blive
afkræftet eller máske underbygget.