Editiones Arnamagnæanæ. Series A - 01.06.2000, Blaðsíða 27

XXV
som oftest ‘sa\ men enkelte gange ‘s’ plus overskrevet pi-tegn. Ordet
fyrir forkortes i den fprste del af kodeks som regel med/, men f bliver
dominerende i den sidste halvdel og enerádende pá de sidste blade.
Prik (eller en kort vandret streg) bruges som fordoblingstegn over kon-
sonanterne d (sjældent), g, k, m, n, p og t, men aldrig over kapitæler.
Ligaturer bruges pá lignende máde som i samtidige hándskrifter, navn-
lig pladsbesparende i linjeudgang; til de sjældnere hprer g og ð:
‘vdygð’ 29vbl2 (I 287.11), og k og k, skrevet som / forbundet med k
med en bindestreg. Denne sidste forekommer enkelte gange, se EIM
XIV, s. 14.
I de tilfælde hvor der markeres forskel pá gamle korte og lange vo-
kaler skrives de lange vokaler enten med accent eller dobbelt (ligatu-
rer). Dette gælder særlig langt á, som ganske vist ofte skrives a, men
ellers á, ca eller dá. Præpositionen og præfikset á skrives næsten ude-
lukkende ‘aa’ eller ‘æ’, men denne ligatur, med eller uden accenter, fo-
rekommer ogsá i andre ord. Langt é forekommer kun undtagelsesvis
skrevet é\ derimod er der spredte eksempler pá ee og ie for é og enkel-
te pkfæ og væ for fé og vé. To eksempler er noteret pá viæ, det er ‘hand
víætrv’ 48ral3 (II 76.10) og ‘viælum’ 50vb9 (II 104.3), og ét pá ei
skrevet for é: ‘ueilræðum’ 7rb20 (I 57.5). Accent over i er meget al-
mindelig, men anvendes næsten udelukkende som diakritisk tegn; i en-
kelte tilfælde má en accent over i dog være ment som længdetegn, fx i
ordet líf, se fx 7rbl4 (I 56.22-23). Præpositionen íer som oftest skrevet
‘i’, men nogle gange ‘í’ og af og til ‘j’, navnlig nár den stár som det
fprste ord i en periode. Desuden forekommer j enkelte gange i initial
stilling, báde for i og í, særlig i personnavne, og ordet jarI forkortes
‘.j.’. Der skrives enkelte gange íjfor í, navnlig i ordet því, som da skri-
ves ‘þíj’; denne skrivemáde findes næsten udelukkende i linjeudgang.
Langt ó markeres af og til med ó, men som oftest skrives der o báde for
o og ó. For u og ú skrives der normalt u eller v. I medial og final stil-
ling er u det sædvanlige, men v forekommer dog af og til. 1 initial stil-
ling er v derimod mere almindeligt, navnlig som nægtende præfiks for
ú. Der skrives oftere v foran i end foran andre vokaler, ligeledes i for-
bindelse med forkortelser, fx v' og v'. For ú forekommer undtagelsesvis
w eller uu, navnlig i énstavelsesord. Diftongen au skrives som regel
au, men enkelte gange av eller œ. Nár œ stár for au er det som regel i
linjeudgang, valgt af pladshensyn.
Afrunding af y i ordene fyrir, yfir, skyli og skyldi forekommer ikke.
Der gpres ingen forskel pá langt og kort y; begge skrives ý. Af dativ-
former af ordet mikill har jeg kun fundet ét eksempel skrevet med y,
det er ‘myklu’ 33vb37, hvor det stár adverbielt, se I 326.20.