Editiones Arnamagnæanæ. Series A - 01.06.2000, Blaðsíða 77
LXXV
Der g0res i C' usædvanlig sjælden forskel pá korte og lange vokaler.
Accent, nár den forekommer som længdetegn over a og o og undtagel-
sesvis over e, skrives som en spids krplle, herefter gengivet som sæd-
vanlig accent. Derimod bruges den sædvanlige accent (noget lang-
strakt) over i, men udelukkende med tydeliggprende funktion.
Langt á markeres fx i ‘átti’ 69vb20, ‘drápu’ 6ra40, ‘forspárnar’
5va25, ‘vá’ 70va28, ‘uárn’ 2vbl7. Ligatur af a og a forekommer ogsá
enkelte gange for á, fx ‘aa’ 8va2 og 42va2 (begge i slutningen af en lin-
je), ‘aar’ 7ra40, ‘vaaradi’ 5rbl6-17, ‘aarum’ 15vb38, ‘saatar’ (dvs. sátt-
ar) 35rbl3, og med krplle over: ‘sæ’ 26ra7.
Det almindeligste er at der skrives e báde for e og é. Med e skrives
fx ‘fe’ 4vb33, ‘feck’ 2rb22, ‘frettir' 2rb29, ‘hellt’ 3rbl5, ‘het’ 2vb5 og
11, ‘len’ 4rbl7, ‘let’ 2ral7 og 2vb26, ‘ne’ 70ral, ‘red’ 2vb28, ‘rettum’
2vb8, ‘sed’ 2vb25. Adskillige gange skrives dog ie for é, fx ‘fied’
3ra32, ‘frietta’ 69va7, ‘hietu’ 7ra36, ‘lien’ 4va9, ‘liet’ 70va27, ‘ried’
69ra4, ‘riettara’ 69rbl9, ‘sliettar’ 2vb25, ‘vieiotna’ 5ral5-16. Til und-
tagelseme hprer ei for é, fx ‘reidu’ 18va35, og e med krplle over som
længdetegn (se her ovenfor), fx ‘hétu’ 9vb21, ‘séd’ 8rb28 (i slutningen
af en linje), ‘snéri’ 3rbl7.
Som regel skrives o for o og ó; men der findes dog spredte eksem-
pler pá o med krplle over, fx ‘danmarkar bót’ 8rbl0, ‘fóstr’ 6ra29,
‘hólmi’ 6ra40-bl, ‘sialfhól’ 57val2, ‘sór’ 7vb25.
Dobbeltskrevet i eller ij for í er ikke fundet. Præpositionen í skrives
‘i’ eller ‘í’, undtagen nár den stár som initial i begyndelsen af et kapi-
tel, fx ‘J’ pá 2vb, eller som fprste bogstav i en periode, fx ‘J’ 7ral 1, 14,
16 og 26.
En særbetegnelse for ú hprer til undtagelseme, fx ‘kv’ 39ra28. Initi-
alt og i final stilling skrives u og v i flæng for u, ú og v, fx ‘uistar’ 2ra5,
‘brottu’ 2ra5, ‘væn’ 2ra7, ‘vngum’ 2ra8, ‘nv’ 2ra6, ‘vrþuegin/z’
70ral6. Mellem konsonant og vokal er u enerádende, fx ‘kueisv’ 2ral,
‘þui’ 2ral0, 7ral5, mens v er det almindeligste foran vokal i initial stil-
ling, fx ‘vard varr víd at þar voru’ 2ral2-13. Foran er og ær skrevet
med forkortelsestegn over linjen er w temmelig almindeligt, fx ‘wer’
2rbl, ‘wærV 2ra4, 4ra6 osv.
Lange konsonanter markeres som regel med dobbeltskrivning, und-
tagen langt k som skrives ck (enestáende er ‘herfl|okkar’ 5ra34-35) og
langt r, som for stprste delen skrives rr, mens r ogsá er temmelig al-
mindeligt, fx ‘auá’ 6ra4, ‘fæá’ 61ra26. Til de rene undtagelser hprer
‘oruggr’ 4rall (i linjeudgang) og ‘kærr’ 6ra8.
Der skrives vo for ældre vq i præteritum pluralis af verbet vera, fx
‘voru’ 2ral3 bis, 2ra36 osv., og for ældre vá i ordene hvárr og hvárki,