Editiones Arnamagnæanæ. Series A - 01.06.2000, Blaðsíða 245

CCXLIII
rer til I 296.5-297.14 ‘svltr-þat’. Ogsá her synes der at mangle 12 lin-
jer mellem den bevarede tekst pá recto- og verso-siden.
Teksten pá disse blade stammer fra C', sandsynligvis gennem mel-
lemled. Den tekst der er skrevet pá lr stár i C' pá 12v, hvor skriften er
blevet meget utydelig og næppe har været nemmere at læse sidst i det
17. árhundrede. Det er derfor troligt at det hándskrift disse to blade er
levninger af har været afskrift efter et noget ældre hándskrift, der sand-
synligvis har været en direkte afskrift efter C1, jfr. s. LXXII. Denne
formodede afskrift efter C1 kan dog ikke være det samme hándskrift
som C2 og C6 stammede fra. Varianter der kun findes i disse to fore-
kommer ikke i det her omhandlede fragment.
Hánden pá disse blade er karakteristisk derved at den hælder usæd-
vanlig meget forover. I pvrigt ser den ud til at være en erfaren skrivers
hánd, som hvad bogstavtyper og retskrivning angár for det meste har
holdt sig til de i Island almindelige skrivevaner sidst i det 17. og i be-
gyndelsen af det 18. árhundrede. De lange vokaler á og ó skrives enten
á/o eller á/ö. Dobbelt prik forekommer ogsá over æ: ‘væntumw váér’
233.16, ‘máétte’ 294.10, ‘vandráéde’ 294.14. Præpositionen í skrives
‘i’, men ellers skrives í som oftest ij.
For y/ý/ey skrives vekselvis y, ey eller i, ij, ei og eij (der henvises i
det fplgende til side og linje i udgaven): ‘fylsn’ 232.18, ‘Trygguason’
233.3, ‘myke’ 233,8, ‘samþycktu’ 235.1, ‘fyrer’ 235.7 og 236.1, for-
kortet i C1, ‘fylger’ 235.14, ‘ahyggiu’ 235.18, ‘yferbragd’ 235.19,
‘þylde’ 294.14, ‘myskunw’ 295.1, skrevet ‘miskwnn’ i C1, ‘Eyru’
295.2, ‘fylgia’ 295.5, ‘Heyverk’ 296.13. - ‘first’ 232.19, ‘birgde’
233.7, ‘tijnst’ 234.19, ‘heirdu’ 235.12 (utydeligt i C1), ‘lijge’ 294.9,
‘Reijkiastrpnd’ 295.3-4, ‘leinelega’ 295.5, ‘hilnumm’ 296.6, ‘há-
reijste’ 297.2 og v.l. til 1. 7.
Gárdnavnet Rimull skrives ‘Rijmul’ 235.2 og 11 (i akk. og dat.). I C1
skrives det ‘rímul’. Der er accenten over í et diakritisk tegn, men er
blevet opfattet som længdetegn, formentlig af den der skrev forlægget
for det her omhandlede fragment. Muligvis skyldes skrivemáden ‘æyr-
inde’ 235.6, skrevet ‘ærendi’ i C', ogsá indflydelsen fra dette forlæg.
Der skrives to gange þ for ð: ‘[mejingiprþer’ 294.12-13 og ‘mein-
giprþumm’ 296.17. I begge disse tilfælde skrives der d for ð i C1.
Det som ellers særlig kendetegner ortografien hos denne skriver er
at der overalt skrives 0 for ö, og t efter r og p skrives dobbelt, fx : ‘ertt’
232.17, ‘burttu’ 233.1, ‘uppspurtt’ 233, v.l. til 1. 3, ‘giprtt’ 294.2, ‘eptt-
ir’ 233.17, 235,7,297.7.