Editiones Arnamagnæanæ. Series A - 01.06.2000, Blaðsíða 213

CCXI
ensstemmelse med gammel sprogbrug skriver y korrekt, mens de man-
ge fejl han har lavet, navnlig ved brug af i og ij for y og ý, men ogsá det
omvendte, viser at han ved skriftlig adskillelse af disse bogstaver næp-
pe har haft nogen stptte i egen udtale. Derimod vidner skrivemáden
‘Spuria’ 64r37, ‘spur’ 59vl9 og ‘uckur’ 57vll formentlig om skriver-
ens udtale. Ellers er C9 skrevet med den i Island omkring midten af det
17. árhundrede gængse ortografi.
I langt de fleste tilfælde gpres der forskel pá korte og lange vokaler,
undtagen pá y/ý, og en særbetegnelse for ú er en sjældenhed, se heref-
ter, s. CCXII. De lange vokaler á og ó skrives som oftest enten á, ö el-
ler á, ö, dog enkelte gange a og o, undtagelsesvis er de dobbeltskrevne,
fx ‘Fooru’ 19v37, ‘Skaalld’ 58vl4 og 59r35, ‘hoof’ 61rl5 (i linjeud-
gang), ‘saatt mál’ 61r26; en ren undtagelse er ‘stuufur’ 58vl3 (i linje-
udgang). Den stigende diftong ie, udviklet af gammelt langt é, skrives
næsten altid ie, og for gammelt langt í skrives som regel ligaturen i og
j. Der er dog undtagelser, navnlig præpositionen í som skrives ‘i’. Lan-
ge konsonanter skrives som regel dobbelt, undtagen langt k, som skri-
ves ck, og langt m og n, som markeres ved overskrevet nasalstreg. En-
kelte gange markeres længde med overskrevet prik, navnlig over p, r
og s, fx ‘upp’ 19v20 (i linjeudgang), ‘fiærri’ 103v33, ‘yduarrar’
61v20, ‘osí’ 60r5 og 60v20, ‘ozz’ 60r37 (Þórður Jónssons hánd?).
Forkortelser er ret almindelige og for det meste udfprt pá samme
máde som i de gamle skindbpger, dvs. enten med punktum efter det
forkortede ords fprste bogstav eller et overskrevet tegn som stár for en
stavelse eller en orddel. Konjunktionen og forkortes som oftest ‘o’
med et overskrevet c, men det i ældre bpger sædvanlige forkortelses-
tegn, skrevet som ‘z’ med en tværstreg, forekommer ogsá, navnlig
sidst i en linje, fx 59r29, 59v30, 60vl6, 21, og midt i en linje 60v24.
Om brug af enkelte bogstavtyper er der ellers fplgende at bemærke:
Den dentale spirant i ikke-initial stilling skrives d. ð forekommer
ikke, og en ren undtagelse er ‘qnaþ’ 64v21.
For/skrives som oftest det insulære/, undtagen enkelte gange i ini-
tial stilling, hvor navnlig det store bogstav skrives med karolingisk F,
fx ‘Fade/*’ 20r51, ‘Fám’ 21r30. Minusklen forekommer ogsá, fx
‘Sundfaxa’ 25v7, ‘fe/der’ 103v30, nogle gange dobbeltskrevet, fx
‘kraffde’ 21r5, ‘kreffia’ 21r7, ‘haffde’ 21rl0, og oftere i bogens fprste
del end senere.
J og j skrives foruden i initial stilling ogsá som sidste komponent i li-
gaturen ij, ligeledes i final stilling i ordet ekki nár det forkortes ‘ecj’, og
ordetþvíforekommer enkelte gange skrevet fuldt ud ‘þuj’, fx 62r35. El-
lers betegnes halvlyden foran vokal med i (ia, ie, io, iu, iæ og ió).