Editiones Arnamagnæanæ. Series A - 01.06.2000, Blaðsíða 96

XCIV
Gammelt œ og æ er faldet sammen til ét fonem der som regel skrives
g, men kr0llen er nogle gange blevet usynlig pá grund af slid og andet
fordærv, og enkelte gange ser det ud til at den aldrig er blevet tilsat.
Der er dog en del undtagelser. é forekommer enkelte gange, fx ‘bé’
34va23, og der er adskillige eksempler pá e med báde over- og under-
skrevet krplle. Enkelte gange skrives et æ, der nærmest ser ud som cp,
se fx ‘ovænna’ 35va36 og æ 42vb3, 44ra22 og 47vb30.
For q skrives overvejende q, men nogle gange er krpllen usynlig, en-
ten pá grund af slid, eller ogsá fordi den er udeglemt af skriveren. Der
er dog adskillige eksempler pá cv for q, og nogle gange skrives ogsá av.
En ren undtagelse er o med krplle báde under og over linjen: ‘fitjrtal’
28va7 (i et vers).
Diftongerne ei og ey skrives ei og ey, eneste fundne undtagelse er
‘bæid’ 8ra31. Diftongen au skrives enten av eller (sjældnere) cv.
Der gpres nogenlunde regelmæssigt forskel pá korte og lange konso-
nanter. For langt k skrives konsekvent ck, over m bruges nasalstregen
som fordoblingstegn, og over n en kort nasalstreg som ofte nærmest
ser ud som en prik. En skrivefejl er vistnok ‘mvnv’ 10ral8 for ‘mvnv’.
Kapitæler bruges ikke som betegnelse for lange konsonanter, undtagen
r. Eneste fundne undtagelse er n i ‘kvNÍgt’ 36vb6.
For den gamle lydforbindelse vq skrives vo i præteritum pluralis af
verbet \era, som skrives fuldt ud ‘voro’ 10ra3, men som oftest forkor-
tet ‘v0’. Derimod er der eksempler pá ordene ván og vápn i pluralis
skrevet vekselvis med va, vá eller vq: ‘ván’ 18rb39, 22rall, men
‘vpnar' 9ra29, ‘vapnvm’ 14rb34, men ‘vppnvm’ 14rb32. Den ældre
betegnelse for lydforbindelsen vá er derimod bibeholdt, fx skrives or-
det svá altid ‘sva’ nár det skrives fuldt ud, fx 13ra40.
Der gpres ingen forskel pá den dentale klusil d og den dentale spi-
rant i ikke-initial stilling; begge skrives med d. Der kan fx ikke ses no-
gen som helst forskel pá de to d-er i ‘andadr’ 10ra36. Det er dog i den-
ne forbindelse værd at notere, at d med overlængde uden slpjfe aldrig
er fundet skrevet for ð, jfr. s. CVIII. þ for ð er ikke fundet.
Præpositionen við og pronomenet vit forkortes sædvanligvis ‘v’’,
men forekommer ogsá enkelte gange skrevet fuldt ud, fx ‘vít’ 34rbll
og 34vbl3 (præp., begge sidst i en linje), og ‘Vít’ 34rb22 og ‘vít’
41vb26 (pron., begge sidst i en linje). Pronomenet þit skrives ogsá al-
tid med t. Enestáende er formen ‘ít’ 17ra9. Verbale endelser i 2. person
pluralis udlyder enten pá d eller t. Ordene at og þat er ikke fundet skre-
vet med d i udlyd. Som regel skrives endelserne -at, -it med t i udlyd,
men der er dog mange undtagelser. Nár stammen udlyder pá t, skrives
endelsen med d, men ogsá adskillige gange nár stammen udlyder pá m,