Editiones Arnamagnæanæ. Series A - 01.06.2000, Blaðsíða 193

CXCI
‘(A)lmattigur’ 113val. Præpositionen á skrives ‘aa’ 113vb5, 22 osv. og
i andre ord er langt á ogsá af og til betegnet med ca, fx ‘aat’ 114ral4,
‘dæirí’ 114ral7, ‘aadaams’ 114ra22. Ligaturen co forekommer for langt
ó, fx ‘rœt’ 114ra23. th er den almindeligste betegnelse for gammelt ð
og t i final stilling efter vokal. Foran ng skrives som oftest ei. Medio-
passiv ender pá zt.
Fra og med 116r skifter hánden noget karakter, fx skrives æ herefter
som ligatur af énetages a og e.
Hánd E er noget tættere end hánd D. Det som særlig kendetegner
denne hánd er æ skrevet som ligatur af énetages a og e og som oftest
med overskrevet krplle, se fx ‘agæta«’ 117ra4, ‘frægr’ 117ra7 osv. Mi-
nuskel-J skrives ofte med en krplle, nærmest som ð, men da denne
type d stár báde for gammelt d og ð kan det ikke opfattes som graf for
fonemet ð, se fx ‘frodr’ 117ra2, ‘byd’ 117ra4, ‘vnd’ 117ra7, ‘molldv’
117ral4,‘dadvandr’ 117ra20osv.
Stefán Karlsson har pávist at hánd E er den samme som hánd B i
Perg. 4to nr. 6 (herefter forkortet S6), dvs. den hánd der har skrevet
103r 12-106 i dette hándskrift.227 Af karakteristika nævner han, foruden
æ med overskrevet krplle, m og n med sidste nedstreg trukket neden
for linjen og to typer g, repræsenteret i ‘Regn’ og ‘gegnMm’ 118rb2. Se-
nere har Stefán fundet et tredje hándskrift med denne samme hánd,
NKS 1824b 4to (herefter forkortet 1824 b).228
Digtene Lilja og Geisli er uden overskrifter, og initialerne er aldrig
blevet tegnet. Foran Lilja er der ikke afsat nogen plads til overskrift.
Ellers er der rpde kapiteloverskrifter og farvede initialer overalt i bo-
gen. Dette kunne tyde pá at disse digte var skrevet efter at illuminator
og rubrikator havde fuldfprt deres arbejde med bogen, og muligvis no-
get senere. Men da de der skrev hánd A og E har skrevet báde i Bergs-
bók og S6, má man regne med at de har været samtidige og har arbej-
det, i det mindste et stykke tid, i den samme institution.
Hánd F som har skrevet smá afsnit otte steder i Bergsbók, der samlet
ville kunne stá pá knap én side, er en smuk, sikkert professionel skri-
verhánd, karakteristisk ved at den hælder en smule bagover, som hánd
B i pvrigt ogsá g0r i den f0rste del af ÓIH. Det som ellers særlig ken-
detegner denne hánd er tegnet for er/ir, som ligner et lille 7-tal. Tegnet
for ok er af lignende type som hos hánd A. For æ skrives q med en kr0l-
le forneden, se fx ‘þungfgtr’ 183rb5.
227 Stefán Karlsson 1967, s. 79-81
228 Stefán Karlsson 1970d, s. 368-69.