Editiones Arnamagnæanæ. Series A - 01.06.2000, Blaðsíða 98

XCVI
de noget, da der yderst sjældent g0res forskel pá kort og langt a, og der
skrives, pá fá undtagelser nær, e foran ng, men ellers eí eller ei. For q
foran ng skrives enten o, q eller sjældnere av.
Præpositionen ór skrives or.
Det nægtende præfiks skrives som regel o, men i fá tilfælde v.
Der skrives pá fá undtagelser nær p foran t, hvad enten der er/eller
p i stammen, fx ‘dreipt’ 18rb 15 (af verbet dreifa), ogsá nár stammen
udlyder pá rf, fx ‘þarptv’ lva4. Til undtagelserne hprer præteritum
participium af verbet hafa, som altid skrives med/(‘haft’ 3ra39 osv.),
‘dreift’ lrall, ‘þvrftv’ lra33, ‘alftafíord’ 46vb39.
Der bruges tre tegn for r pá lignende máde i D1 som i samtidige is-
landske hándskrifter. r rotunda bruges som normalt efter de runde bog-
staver, men desuden konsekvent efter g og y og undtagelsesvis efter v,
fx ‘trvF lva9 og 9vb7. Kapitælen r bruges regelmæssigt, dels som be-
tegnelse for langt r, dels i forbindelse med forkortelser, fx ‘r1’ for ríki,
og endelig som initial i proprier. Ellers bruges den sædvanlige karolin-
giske minuskel (r). Assimilation af r/ forekommer i ‘kallamagnv.v’
6va37 og ‘stvllv sona’ 46rb24, men er ellers ikke fundet.
Foruden det hpje í bruges kapitælen s, som navnlig forekommer i
forbindelse med forkortelser, fx ‘ser' 18va32, ‘keisara’ 10ra27, men
ogsá af og til som genitivendelse, fx ‘síns’ 33val3.
Afrunding af y er markeret i præteritum af verbet skulu, men ordet
yfir skrives som oftest med initialty, dog enkelte gange med i, fx ‘ifz'r’
2vb4. Med ey skrives ‘veyk/r’ 18ra7 og ‘veyklígr’ 21ra4, og med y
‘tysvar’ 49rb22 og ‘þrysvar’ 46va30. Sammentrukne former af adjek-
tivet mikill og adverbiet mikit, skrevet med y, er ikke fundet.
Der skrives x pá normal vis i ord som qx, qxI, VQxtr og i stednavnet
Saxland, med denne ene undtagelse: ‘sags \aná' 50va37.
Mediopassiv ender som regel pá z, selvom der er adskillige eksempler
pá zt, navnlig i enstavelsesformer, fx ‘brazt’ 19rb4, ‘kvezt’ 16rb31 osv.,
‘sezt’ 13va8 (præs. afverbetsjásk), ‘sezt’ 27va4 (præs. af verbet.vef/a.v/:).
I superlativ af adjektiver og adverbier er endelsen vekselvis skrevet
z eller zt, z navnlig, men ikke altid, i tostavelsesformer uden bpjnings-
endelser, fx ‘seínaz’ 49ra33, men ‘sníallaztr’ 14vbl. Superlativ af nýtr
skrives ‘nyztí’ 20ra22, men af vándr ‘versti’ 37rb40, og st skrives i ord
med endelserne -ligr, -liga, fx ‘v§nligsta’ 26vb3.
I aflednings- og genitivendelser skrives z efter dentale konsonanter,
dvs. langt /, langt n, t og konsonant + d eller ð. Efter vokal + ð skrives
derimod s\ eneste fundne undtagelse er ‘gvdz’ 9ra22. Endvidere skrives
der som normaltz i fx ‘g?zlv’ 17va2, ‘góz’ 7rb30, ‘meizla’ 44ra7, ‘meízl-
vm’ 40va27, ‘veizla’ 14ra28, ‘veizlor’ 27rb35, ‘t/'apizvna’ 43vb40.