Editiones Arnamagnæanæ. Series A - 01.06.2000, Blaðsíða 177

CLXXV
30 og ‘Erít’ 27va36. Noterede eksempler pá æ skrevet for e er fplgen-
de: ‘flæster’ 15ra5, ‘æfer’ 22vbl5, ‘gæfa’ 23va29, ‘gætr’ 23va31 og
‘vesæta’ 24rb6 (dvs. Véseta).
I tryksvage endelser er i enerádende i final stilling, fx ‘nadí eíngí’
lval2, mens vokalen i er//r-endelsen overvejende er e, nár den skrives
fuldt ud, fx ‘mörger’ lva7, 2ra5, 3rb21 osv., ‘mikler’ 4ral7. Der er no-
teret i alt 15 eksempler pá endelsen skrevet fuldt ud er, men kun to pá
ir: ‘baudsækir’ 7rbl5 (i et vers) og ‘drupír’ 18vb35. 1 final stilling er o
langt det almindeligste som tryksvag endelse, fx ‘höfdo’ lva8,
‘nockwrro’ lva9, ‘fello’ lvalO osv.; u forekommer enkelte gange, fx
‘meyiu’ lva36, og navnlig i endelsen um, fx ‘sinum’ lval8, ‘rikum’
lvb4. I bpjningsendelser forekommer ð enkelte gange, fx ‘ættöth’
3va8, ‘sponöna’ 20rb6, ‘gaufðger’ 3rb21. Endelsen -liga skrives med
i: ‘storligha’ lvbll, ‘vand ligha’ 2ra36 osv. Svarabhaktivokal er skre-
vet fuldt ud i ‘vítur’ 4rb28-29, ‘fr/dur’ 24ra30, ‘eitur kueisa’ llva21,
og man má da regne med at tegnet for ur i final stilling stár for svara-
bhaktivokalen + r, fx ‘vitwr’ lva31.
Gamle verbale bpjningsformer er bevaret i ‘ek hafa’ 11 vb 17, ‘vilda
ek’ 13ra32, ‘vær getím’ 2vb3. 3. person singularis stár for 1. person i
præsens indikativ, fx ‘ek hefer’ lvb30.
Om enkelte ordformer er fplgende at bemærke:
Der er noteret 20 eksempler pá ordformen báöi, skrevet ‘badí’
2va31, 2vb6, 3ral0, 193val8 osv., men kun 4 pá formen bæði, skrevet
‘bædí’ 29rb37, 29val0 og 13, 24ra35.223
Ordet eða er som oftest forkortet ‘e.’. Skrevet fuldt ud forekommer
kun formen eða, fx ‘eda’ 20ral3, 21vb37, 25rb9, men aldrig eðr.
Trykstavelsen i verbet gera skrives i alle tidsbpjninger med io, fx
‘giora’ lvb20, 4val4, ‘giorcr’ 2vb23, 13vb33, ‘gíordo’ 2vbl0, ‘giord-
oz’ 2rb5, ‘gior’ 13va31 (komp.), ‘giort’ lvb28, jfr. ogsá ‘giorfiliger’
2ra8. Af verbet munu forekommer kun formen mun i præsens indikativ
singularis, se fx llvb28, 12vb9, men aldrig man. I pluralis skrives
‘mono’ 18vb36. Præteritum pluralis i indikativ af verbet koma skrives
‘kuomo’ 5ra2, 8vb34, men ‘komo’ 12rb37. Præteritumformeme af ver-
bet verða skrives som oftest med initialt v foran o og r, fx ‘vordínn’
2ra2, 4vall, ‘vrdo’ 2vbl5, 5rb36, men ‘ouordna’ 12va35.1 præsens in-
dikativ af verbet vera er den gamle 1. person singularis bevaret, se fx
‘Ek em’ 20ral7, ‘em ek’ 20val7. Infinitiv af verbet skulu skrives
‘skolo’ lvbl2.
223 EIMI, s. 16a.