Editiones Arnamagnæanæ. Series A - 01.06.2000, Blaðsíða 171

CLXIX
underlængde, er næsten enerádende i final stilling, men dog ogsá fore-
kommer i medial stilling, navnlig efter h. Forskellen pá disse to typer
er tydelig fx i ‘helldz stodatt’ lvb3. Foruden efter de runde bogstaver
bruges r rotunda ogsá efter g, h og y, fx ‘lwfagía’ lva28, ‘hugF
13rbl3, ‘leíngF 13rb 16, ‘hzeystí madr' 5ral9, ‘reyu’ llvb23, ‘dyjann’
13rbl2, og enkelte gange efter m, fx ‘kemF 13rb 14, ‘skemF 13rb 16.
Kapitælen bruges sparsomt, enkelte gange for langt r, fx ‘meÍR’ lva9,
og med prik over i ‘fyk’ lvb30, men forekommer ogsá for kort r, fx
‘bauRn’ 2ra30. Ellers bruges den i forkortelser, fx ‘haR’’ 2ral, ‘r1’
lvalO osv. Enestáende er forkortelsen ‘allr'r’ 8rb4 for allríkr. Kapitæ-
len bruges ogsá initialt i proprier, fx ‘Ragnhilldr’ lva22. Proprier skri-
ves dog oftere med stort forbogstav.
Det hpje í har underlængde, som oftest en smule svajet mod hpjre;
det er uden ansatsstreg, og nedstregen fedest foroven. Af det lave s fo-
rekommer to typer, som Stefán Karlsson har beskrevet og betegnet il
og s2.221 Det forekommer navnlig som minuskel (íl) i forkortelser, fx
nár ordet svá forkortes, og som forstprret minuskel (som oftest s2) i
begyndelsen af en periode, eller initialt i proprier. Som eksempler pá
s 1, der lignertallet 8, kan nævnes ‘s°’ lval8, lvb5, 9 osv., ‘serx' lvb2,
ogsá enkelte gange initialt, fx ‘ser’ 2ra6. Med 52, som Stefán Karlsson
beskriver som ‘áþekkt spegilmynd af tölunni 6’, men dog ofte mere
ligner tallet 6 vendt pá hovedet, skrives fx 2rb7 ‘Stefndí’, 6va26 ‘Sid-
ann’, 2rbl6 ‘Snæfridar’, 6ra6 ‘Sigurdar'.
x er af den diagonale type med temmelig lang underlængde og uden
tværstreg.
y skrives som ligatur af i og j og næsten altid uden overskrevet prik.
Undtagelser er ‘meýiu’ lva36 og ‘nýu’ 2va4.
2 er af den type der ligner tallet 3 med underlængde og kan ligne i2
til forveksling, se fx z i ‘griotgurdz’ og det sidste i i ‘SigJÖdF 2ral8.
Af æ forekommer to typer: æl, skrevet som ligatur af toetages a og
e, se fx ‘æfuí’ lva6-7, ‘dæma’ lval4, ‘fullrædí’ lvbl3; æl skrives der-
imod som ligatur af énetages a og e, fx ‘o mættí’ 8rb9, ‘bæta’ 8rbl8,
‘nær’ 9rbl9 osv. Som Stefán Karlsson har pápeget er æl næsten enerá-
dende pá de fprste blade, mens æ2 efterhánden bliver mere alminde-
ligt, og fra 9rb (Stefán siger fra f. 10222) er det det almindeligste.
For q skrives ö med stor overskreven krplle, se fx ‘höfdo’ lva8,
2rb21, ‘hörda \and' 2rb22.
Store bogstaver er almindelige initialt i proprier og som fprste bog-
221 Stefán Karlsson 1967, s. 75 og 77.
222 Stefán Karlsson 1967, s. 77.