Editiones Arnamagnæanæ. Series A - 01.06.2000, Blaðsíða 66

LXIV
‘Raðs’ 66ra5 osv. Efter langt I og n skrives z, fx ‘allz’ 68ra36, ‘gle«z’31
61vb32, ‘man«z’ 65ra39. I mellemstavelse skrives synkretismen ðs/ts
enten zs, tz eller z, fx ‘hrézlu’ 61vall-12, ‘fezlu’ 66vb5, ‘veízsluR’
69rb34, ‘ggtzlu’ 70vb20.
Der skrives pá normal vis x i ‘handsaux’ 61ra21 osv. og i ‘oxa fotR’
65ral4-15, ‘ox’ 70ra4.
I tryksvage endelser er i og u enerádende i final stilling. Endelsen
-ligr, -liga skrives altid med i; der skrives ligeledes ‘auðígr’ 67rbl9,
derimod ‘Raðugr’ 62vb36. Endelsen -er/-ir skrives som regel med i;
undtagelser er ‘heíteR’ 70rb21, ‘segeR’ 69val7 og ‘sumeR’ 66va33.
Svarabhaktivokal forekommer ikke, undtagen én gang, hvor der
skrives ‘vitur' 62vb35, dvs. ‘vit’ plus tegnet for ur sidst i linjen.
Gammelt æ og œ er som ventet faldet sammen i ét fonem som beteg-
nes med e, q, é eller q med krplle over: ‘nest’ 61ra31, ‘vínseldum’
62ra9, ‘khjði’ 61vb8, ‘s§ng’ 61vbl0, ‘þ§R’ 62ra2, ‘héttí’ 61ral0,
‘hréddr’ 61ra9, ‘néR’ 61ra5, ‘r^Öur’ (q med krplle over) 62ra3 . Ene-
stáende er ‘ségtt’ 69rb31. Tegnet é forekommer navnlig pá de fprste
blade skrevet med hánd IV.
For q skrives o, au eller cv: ‘hofðínu’ 61ra5, ‘auruar’ 61ra2, ‘saugu’
69val8, ‘ska/glar’ 61vb25-26. q eller ö forekommer ikke.
For gammelt 0 skrives ey hvis det fplgende bogstav er r, fx ‘eyrendi’
71rb22, ‘eyrenttdís’ 67val6, ‘eyre«ðum’ 70ra7, ‘eyren«duw’ 67ra40,
‘Reyrí’ 72rbl3, ‘reyru’ 61 rb 12-13, 63val, 65vb4 og 12 og 70val8.
Enestáende er ‘R§ru’ 65vbl0.
Der er mange eksempler pá stigende diftong efter labial konsonant.
Der skrives ‘bí§’ 68ra23, ‘bí§ðí’ 62rb22 og 62va38, 67ra36, 69vbl8,
71rb28 og 72ra35, ‘vbí^tílíg’ 63vbl9; ‘auruígnt’ 63va25, ‘ví§n«a’
63vb24, ‘vígttí’ 66rb5, ‘vígndi’ 71vb6 og ‘vígntí’ 72ra40.
Præpositionen með skrives tre gange ‘meðr’ (61ra32 og 40 og
69vb40); ellers skrives den ‘m’ med forkortelsestegn eller fuldt ud
‘með’, fx 62va31.
Præsens indikativ af verbet munu skrives i 1. person singularis ‘ek
man’ 63vb22, men derimod ‘mun þeíta’ 63vb5, ‘muní’ 63ral4, ‘munu
þer’ 63vb23 osv.
Noterede eksempler pá ikke omlydt a er kun ‘hugsaðu’ 64vb6,
‘veðíaðu’ 61rb35 og ‘ambana’ 63ra27.
Eksempler pá bibeholdte gamle bpjningsformer er ‘vakanda ok sof-
rmda’ 71rb28 og ‘þo at ek hefða’ 62rb38-39.
31 I islandske middelalderlige hándskrifter ender dette ord altid pá z, hvilket tyder pá at
det er blevet udtalt med langt n, hvad enten det skrives med enkelt eller dobbelt n.