Són - 01.01.2005, Blaðsíða 61

LJÓÐSTAFURINN S Í ÍSLENSKUM KVEÐSKAP 61
s, t, hver især foreenet med en anden Bogstav, som efter vor
Tunges Beskaffenhed giør eet med den, som bl, br, dr, gl, gr,
o.s.v.
Um þetta tekur Jón þrjú dæmi:
„ … Frettec Smás þó at Smæstir
Smuglir ástar fuglar
Flaustum var þá Flód of ristit
Fleiri skip til ódals þeirra.
þá var Grund Gróin
Grænum lauki.
(Höfundar ekki tilgreindir)
Alle anførte tre Steder fremvise dobbelte Rim-Bogstave, det
første sm, det andet fl, det tredie gr.
Strax í næsta kafla heldur hann áfram með samsettu stuðlana:7
Af de saaledes sammenføiede Consonanter ere frem for andre
anmærkelige sk, sp og st, hvilke, saa at sige, meest afvige fra
Hoved-Bogstavens Lyd, bruges derfor altid som særskilte Rim-
Bogstave, og følges ad hver i sit Slag, men fordrage ei gierne
noget andet s, være sig reent eller blandet, til Med-Bogstav. Af
mangfoldige kan et Par Beviser være nok.
Í dæmunum sem Jón tekur um þetta koma fyrir samböndin sk í annar-
ri vísunni og st í hinni. Undir vísunum stendur:8
Andre sammenføielser, bl, br, dr, gl, gr, o.s.v., ihvorvel deres
Harmonie falder smuk og behagelig, ere dog ei nær saa
afstikkende; hvorfor man ei heller altid giør dem til særskildte
Rim-Bogstaver.
7 Jón Ólafsson Svefneyingur (1786:32).
8 Jón Ólafsson Svefneyingur (1786:32).